Kun godt en tredjedel af de nye byrådspolitikere er kvinder - til gengæld er de yngre end mændene

Kommunal- og regionsrådsvalget er overstået. Den sidste kommune har netop fundet sin borgmester. Det er tid at gøre status for, hvor mange kvinder og hvor mange mænd skal repræsentere borgerne ude i de respektive kommuner

Torsdag meddelte Fredericias socialdemokratiske borgmester, Steen Wrist (A), at han fortsætter som borgmester de næste fire år. Det betyder - med al sandsynlighed - at sammensætningen af de 14 kommunalbestyrelser i Syd- og Sønderjylland er på plads. Den 9. december skal alle konstitueringer nemlig være underskrevet.

Men hvordan ser det egentlig ud med fordelingen af mænd og kvinder i de 14 byråd? Og hvor gamle er de mennesker, der skal repræsentere os i kommunalpolitiske spørgsmål om fordelingen af de kommunale midler?

Under hver tredje er kvinde

For de fleste kommer næppe som en overraskelse, at der er færre kvinder i dansk kommunalpolitik end mænd. Det gælder også i Syd- og Sønderjylland, viser en gennemgang af alle valgte mandater registreret i KMD.

Ifølge TV SYDs opgørelse sidder der 374 personer i de 14 byråd i Syd- og Sønderjylland, som TV SYD dækker. Af dem er de 115 kvinder - det svarer til 30,7 procent. 259 er mænd - svarende til 69,3 procent. Altså under hver tredje i kommunalpolitik er en kvinde. 

Men det er meget forskelligt fra kommune til kommune, hvordan fordelingen af mænd og kvinder er.

Forskellig kønsfordeling fra byråd til byråd

Eksempelvis ligger Varde Kommune i top, når det gælder ligelig fordeling af mænd og kvinder. Her er 11 ud af i alt 25 byrådspladser besat af kvinder. Det svarer til 44 procent.

Haderslev placerer sig lige efter Varde - her har kvinderne 12 pladser - en mere end i Varde, men det er ud af i alt 31 byrådstaburetter. Det betyder, at 38,7 procent af byrådsmedlemmerne i den sønderjyske by er kvinder.

I Vejle er 11 ud af 31 nyvalgte byrådsmedlemmer kvinder - svarende til 35,5 procent. Den yngste er 20-årige Amalie Thomsen, som er en af tre konservative politikere efter nytår.

I den modsatte ende ligger Fanø. Her er kun to pladser ud af i alt 11 besat af kvinder. Det svarer til 18,2 procent. Altså markant færre kvinder i kommunalpolitik på Vadehavsøen end i Danmarks største turistkommune, Varde.

Kvinderne er yngre end  mændene

Til gengæld er kvinderne i 10 af de 14 kommuner gennemsnitligt yngre end mændene. De eneste kommunalbestyrelser, hvor kvinderne er ældre end mændene, er i Billund, Hedensted og Horsens og Kolding.

Kommunen med de yngste kvindelige byrådsmedlemmer er Fanø. Her er gennemsnitsalderen på de to kvinder 38 år - hvor mændenes er 53,11 år. Lige i hælene ligger Tønder Byråd, hvor de ni kvinders gennemsnitlige alder er 44,78 år - mændenes 51,71 år.

Se fordelingen af mandlige og kvindelige kommunalbestyrelsesmedlemmer samt deres gennemsnitlige alder i de 14 byråd her:

SamletMændKvinder
MandaterGnm. AlderAntal%Gnm. AlderAntal%Gnm. Alder
Billund2549,962080,0%49,45520,0%52,00
Esbjerg3151,482271,0%52,82929,0%48,22
Fanø1150,36981,8%53,11218,2%38,00
Fredericia2152,671466,7%54,07733,3%49,86
Haderslev3150,871961,3%54,581238,7%45,00
Hedensted2752,961970,4%52,58829,6%53,88
Horsens2748,631763,0%47,941037,0%49,80
Kolding2549,761872,0%49,17728,0%51,29
Sønderborg3151,392477,4%52,42722,6%47,86
Tønder3151,712271,0%54,55929,0%44,78
Varde2550,881456,0%56,501144,0%43,73
Vejen2750,262074,1%50,10725,9%50,71
Vejle3148,742064,5%50,901135,5%44,82
Aabenraa3152,482167,7%53,811032,3%49,70
Subtotal:374,00712,15259,0069,3%731,99115,0030,7%669,63
Gennemsnit:26,7150,8718,5069,3%52,288,2130,7%47,83