Næsten hver tredje nye bil i landsdelen er elektrisk

I februar måned i år blev der solgt mere end dobbelt så mange elbiler til syd- og sønderjyder som i samme måned sidste år.

Salget af elbiler går rigtig stærkt. Også i Syd- og Sønderjylland.

Det viser tal for bilsalget i februar 2023, som De Danske Bilimportører netop har offentliggjort.

Tallene fra bilstatistik.dk viser, at hele 437 elbiler blev indregistreret i Syd- og Sønderjylland i februar måned i år. Det er mere end dobbelt så mange som i februar sidste år, hvor tallet hed 204.

Kigger man i stedet på den samlede andel af elbiler i vores område, er der også markant fremgang at spore. For et år siden var antallet af elbiler i Syd- og Sønderjylland 8.837, hvilket nu er steget til 15.385.

De nye tal er et tydeligt tegn på, at det går stærkt for danskerne med at omstille sig til elbiler.

- Det er delvist, fordi at man har valgt at afgiftsfritage dem, men derudover også fordi, at udbuddet af elbiler er blevet meget større, siger Mads Rørvig, der er administrerende direktør hos De Danske Bilimportører, til TV 2.

Auto Logik i Vamdrup modtager og transporterer årligt omkring 400.000 biler.

Her mærker man tydeligt den stigende efterspørgsel på elbiler. Som udgangspunkt er transport af en elbil og en konventionel bil den samme.

- Men fordi en elbil er tungere, så kan vi ikke have lige så mange biler på læsset, så derfor må vi tage en højere pris for at transportere den, siger Kurt Rath, der er administrerende direktør hos Auto Logik.


Andelen af elbiler stiger

Danskerne er kun blevet mere og mere villige til at købe el- og pluginhybridbiler

Tal fra Danmarks Statistik viser, at de udgør en stadigt stigende andel af det samlede bilsalg. I 2017 var det kun 0,6 procent af alle nye solgte biler, der var helt eller delvist drevet af el. I 2020 lå tallet på 16,4 procent, og i 2022 var det steget til 38,6 procent.

Ved årsskiftet kørte der 112.700 elbiler rundt på de danske veje. Heraf kørte 13.018 af elbilerne i Syd- og Sønderjylland.

quote

det er vigtigt med elbiler, at de kommer ned i pris, før vi kan tåle afgifterne

Ilyas Dogru, forbrugerøkonom, FDM

For at imødekomme den stigende efterspørgsel på strøm, bliver der flere steder i landsdelen opsat flere ladestandere.

Vejle Kommune sætter i år og næste år 166 ladeudtag op.

Og i Kolding etablerer udbyderen Clever en stor ladestation med 40 lynladeudtag og tilhørende café.

Stor stigning på landsplan

Tallene fra De Danske Bilimportører viser også, der blev nyregistreret 3.148 nye elbiler i februar, hvilket er 83,3 procent flere end i februar sidste år.

Af de 3.148 nye elbiler slår Tesla Model Y alle andre modeller med længder med 1.018 solgte elbiler i februar.

Dén udvikling kan skyldes, at Tesla ad to omgange for nylig har skåret prisen på selskabets biler.

Her er det landsdækkende antal af nye solgte elbiler i februar 2023. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Teslas prisnedsættelser har man også mærket hos Auto Logik. 

- Især her den seneste 14 dage at de har efterspurgt hjælp fra vores side. Tidligere har de kørt bilerne fra fabrikkerne til forretningerne. Nu har de så mange biler igennem, at de har brug for parkere bilerne hos os, og så kører vi dem ud til forhandlerne, siger Kurt Rath.

Om salget af elbiler fortsætter opad, afhænger ifølge forbrugerøkonom hos FDM, Ilyas Dogru, af, om afgifterne i 2025 kommer til at stige, når Folketingets partier skal vurdere den aftalen, som S-regeringen og dens støttepartier indgik i 2020 om, at der i 2030 skal være mindst en million grønne biler på vejene.

- Hvis vi stik imod vores forventning får afgiftsforhøjelse i 2025, så tror jeg, det vil blive problematisk at nå vores målsætning. For det er vigtigt med elbiler, at de kommer ned i pris, før vi kan tåle afgifterne. Der er vi slet ikke endnu, siger han til TV 2.