Nu er det ulovligt at fyre fyrværkeri af: Genbrugsstationen modtager dit ubrugte nytårskrudt

Hvis du mangler at få en raket eller to fyret af, så er det for sent for denne gang. Derfor kan du aflevere dit ubrugte fyrværkeri på din genbrugsstation.

Hvis din nabo måske også her lørdag aften den 2. januar står på vejen og skyder de raketter af, som ikke blev fyret af senest i går inden midnat, så kan du roligt gå ud og fortælle vedkommende, at det faktisk er ulovligt. 

Du kan foreslå, at han (det er ret ofte en 'han') i stedet afleverer det på den lokale genbrugsstation til 'farligt affald'.

Men husk lige - ikke alle genbrugspladser modtager ubrugt fyrværkeri, så er det en god ide først at forhøre sig hos kommunen, hvor det præcist kan afleveres.

Brugt fyrværkeri kan komme i skraldespanden

Når fyrværkeri lander på jorden efter affyring, betragtes det ikke længere som farligt, men som almindeligt affald, og brugt fyrværkeri må gerne komme i skraldespanden.

Lovligt fyrværkeri er mærket enten med et SIK-nummer, BRS-nummer eller er CE-mærket. 

Ulovligt fyrværkeri - kontakt politiet

Hvis fyrværkeriet ikke er udstyret med en af disse former for mærkning, er det ulovligt og må ikke afleveres på genbrugsstationen. 

Har du ulovligt fyrværkeri liggende, skal du kontakte politiet, som sørger for, at det bliver hentet. 

Det må ikke afleveres på politistationen.

Læs mere på Miljøstyrelsens hjemmeside.