Oversigt

Nye Borgerlige bliver opløst

Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, skriver på sociale medier, at hun vil opløse partiet.

Indledningsvist skriver partiformanden, at Danmarks borgerlige kræfter må samles i færre partier. 

Nye Borgerlige blev stiftet tilbage i 2015.

Pernille Vermund blev ved seneste folketingsvalg valgt ind i Sydjyllands storkreds. Med 15.375 personlige stemmer blev hun den politiker i valgkredsen, der fik flest personlige stemmer på tværs af alle partier.

Ifølge Pernille Vermund vil partiets hovedbestyrelse nu planlægge det praktiske arbejde i forbindelse med opløsningen af partiet.

- Da vi for otte år siden stiftede Nye Borgerlige, var der fire borgerlige partier. I dag er der syv. Og med to aktive mandater i Nye Borgerliges folketingsgruppe risikerer vi ikke alene at arbejde os i stykker, men også at være dem, der spænder ben for et borgerligt flertal og dermed en borgerlig statsminister. Det kan vi ikke forsvare, skriver Vermund på Facebook.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Nye Borgerlige blev valgt ind med seks mandater ved valget 1. november 2022, men er nu nede på kun tre mandater.

Foruden Vermund henviser hun til Kim Edberg Andersen som den anden af de "aktive mandater". Peter Seier Christensen har været sygemeldt i længere tid.

Efter valget er både Mette Thiesen og Mikkel Bjørn skiftet fra Nye Borgerlige til Dansk Folkeparti.

Desuden er Lars Boje Mathiesen blevet løsgænger, efter at han ellers kort efter folketingsvalget blev valgt som formand for Nye Borgerlige i stedet for Vermund.

Hvad fremtiden nu bringer for partiformanden er stadig uvist, men hun fortæller til flere medier, at hun vil fortsætte i et andet borgerligt parti.