Shoppingcentre i Syd- og Sønderjylland reagerer på skyderi i Field's

Flere shoppingcentre i det syd- og sønderjyske har i dag gennemgået deres sikkerhedsprocedurer efter søndagens skyderi i Field's i København.

Den tragiske hændelse i storcentret Field's i København har hos flere centre rundt omkring i landet givet anledning til, at man kigger på sikkerheden og beredskabsplanerne.

Et af de steder er Broen Esbjerg, som dagen derpå har haft et internt møde. 

Her bliv der kigget på beredskabsplanen - primært angående brand og evakuering. Og der ligger en klar plan, hvis der opstår en situation.

- Vi skal handle hurtigt, så vi hurtigst muligt får afviklet krisen, fortæller Janni Baslund Dam, der er center manager ved det esbjergensiske shoppingcenter.

Skal kunne tømmes hurtigt

Planen indebærer blandt andet, hvad de respektive personer skal gøre hvor og hvornår. Der er eksempelvis bygningshåndtering i forhold til politiet, samt hvordan man kommer i kontakt med centrets overvågningssystem. 

- Der skal være en person, som får ansvar for evakuering af centret med lyd på, så det går hurtigt. Man kan gå i den ene ende af centret og ikke vide, at der sker noget i den anden ende, siger Janni Baslund Dam.

Ved en brandevakuering bliver processen startet af sig selv, fordi røgdetektorerne bliver aktiveret. Men sådan er det ikke ved en eventuel bombetrussel, et skyderi eller lignende. Her skal en person igangsætte evakuering.

- Centret skal kunne tømmes meget hurtigt, fortæller center manageren.

Synlighed

Mandag morgen var der møde hos de 18 centre, der hører under selskabet Danske Shoppingcentre, hvor situationen blev vendt. Et af de 18 centre er Kolding Storcenter.

Finn Sture Madsen, som er chief operations officer i Danske Shoppingcentre, udtaler til Berlingske, at man i dag har fokus på synlighed.

- Vi har sagt til både vores vagter og medarbejdere, at vi synes, at de skal være ekstra synlige i centrene i dag, så de kan tale med både kunderne og butikkerne, siger han til avisen.

Dialog med politi

Carsten Lindblad, der er center manager ved Kolding Storcenter, fortæller, at man ved dagens møde blandt andet gennemgik beredskabsplanerne.

Der kommer dog ikke til at ske de store ændringer på den front.

- Vi har efter vores egen opfattelse nogle fremragende evakueringsplaner, og dem holder vi fast ved, fortæller Carsten Lindblad til TV SYD.

Hos Kolding Storcenter har man for nylig haft en øvelse, hvor man fik tømt shoppingcentret på rekordtid. Derfor mener center manager Carsten Lindblad ikke, at der er grund til de store ændringer.
Hos Kolding Storcenter har man for nylig haft en øvelse, hvor man fik tømt shoppingcentret på rekordtid. Derfor mener center manager Carsten Lindblad ikke, at der er grund til de store ændringer.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Hos shoppingcentret Borgen i Sønderborg har søndagens skyderi i København ikke isoleret set givet anledning til, at man opdaterer sine interne sikkerhedsprocedurer. Center manager Flemming Enghave er dog i dialog med politiet og fortæller, at man følger de anvisninger, man får derfra.

- Det, der er sket, er tragisk, men giver ikke anledning til, at der beredskabsmæssigt gøres andet hos os, end at politiet holder ekstra øje, som de gør ved alle shoppingcentre i hele landet, siger han og understreger, at man som altid har et beredskab og vagter på stedet.