Sønderjyderne er vilde med at prutte om prisen på nettet
Når der skal købes genbrug, så er sønderjyderne vilde med at prutte om prisen. Det viser en ny undersøgelse.
Hvis du har prøvet at sætte noget til salg på internettet, så har du højst sandsynligt også prøvet at blive kontaktet af folk, der gerne vil købe varen til en noget lavere pris, end den du har sat.
En undersøgelse foretaget af Epinion og DBA viser, at 66 procent af sønderjyderne ofte eller altid prutter om prisen, når de køber genbrug online.
Det er noget mere end eksempelvis nordsjællænderne, hvor 51 procent prutter om prisen.
Dermed kommer landsdelens genbrugsjægere ind på en andenplads i undersøgelsen efter vestjyderne, hvor 71 procent af de adspurgte har fortalt, at de prutter om prisen.
- Faktisk ligger både vest-, øst- og sønderjyderne i top over dem, der prutter mest om prisen. Og skal vi være lidt generaliserende, så er det måske ikke så overraskende. Jyderne er jo kendt for at være nogle ægte krejlere, udtaler Julie Schoen, der er talsperson for DBA i en pressemeddelelse.
Brugte telefoner
Tal fra Den Blå Avis' genbrugsindeks 2022 viser, at 68 procent af sønderjyderne har handlet brugt det seneste år.
Og når der skal købes brugt og pruttes om prisen hos sønderborgenserne, så er det særligt varer i den dyre ende, der er målet.
Top 10 mest søgte ting på DBA i Sønderborg
- iPhone
- Sofa
- Cykel
- Udstoppet
- iPhone 11
- Køkken
- ATV
- Spisebord
- Kabinescooter
- VW Passat
Ifølge undersøgelsen er det blandt andet iPhones, sofaer, cykler, der er blandt de mest søgte varer. En Volkswagen Passat har også sneget sig med i top-10-listen.
Mens nogle personer er vilde med at prutte om prisen, så er det dog ikke alle, der synes, det er en helt nem disciplin.
Derfor kommer DBA med fire gode råd til, hvordan du skal prutte om prisen på genbrugsvarer.