Sommervejr på vej mod Danmark - men landet bliver delt i to

Varm luft fra Rusland er på vej mod Danmark, og allerede torsdag kan vi få en rigtig sommerdag - bare ikke i Syd- og Sønderjylland.

Sommervarme strømmer mod Danmark, og allerede inden weekenden vil den varme luft nå frem til landet. I første omgang bliver det dog kun enkelte steder i landet, man kan nyde sommervejret.

Selv om det er varm luft, der er på vej, er det også ustabil luft, der fra øst bevæger sig ind over Danmark. Onsdag eftermiddag var der i både Hviderusland og det vestlige Rusland temperaturer over 30 grader, og i forbindelse med en varmfront, der torsdag når Danmark, vil den varme luft blæse ind over Danmark. 

Fronten giver dog anledning til skyet vejr og risiko for byger, der især vil falde over den sydlige del af landet. Derfor bliver Danmark torsdag delt i to, med gode chancer for solrigt vejr og temperaturer mellem 22 og 25 grader i den nordlige halvdel af landet.

Med andre ord: Hvis det bliver årets tredje sommerdag, vil solen ikke skinne på syd- og sønderjyderne.

Der er varm luft på vej fra Rusland til Danmark.
Der er varm luft på vej fra Rusland til Danmark.
Grafik: TV 2 Vejret

Sol på søndag

Fredag vil en større del af landet dog få del i sommervarmen med temperaturer mellem 23 og 25 grader.

Mange steder er der dog risiko for, at varmen kan bliver afbrudt af byger, der stedvis endda kan være med torden.

Har man inden weekenden ikke fået del i sommervejret, så er der søndag mulighed for at nyde solen i Syd- og Sønderjylland, hvor der tilmed er bedre chancer for tørvejr og sol.