FOA er træt af Billund

Fagforening er træt af, at Billund kommune belønner medarbejdere med lavt sygefravær.

FOA er ikke begejstret for Billund kommune. Her belønner man nemlig medarbejdere med lavt sygefravær.

- FOA er ikke begejstret for de aftaler, vi ser i Billund, men det betyder ikke, vi går ind for pjæk. Det gør vi ikke. Vi overholder overenskomsten, siger FOA-formand Dennis Kristensen til Danske Kommuner.

Debatten om økonomisk bonus for lavt sygefravær er blevet skævvredet af beskyldninger fra kommunerne om, at FOA opfordrer til pjækkeri, mener han.
Dennis Kristensen understreger, at forbundet ikke opfordrer sine medlemmer til at blive hjemme, når de ikke har lyst til at arbejde.

Han fastholder sin modstand mod bonusaftalen i Billund Kommune.
- Det bekymrer mig, at ledende kommunale folk taler om at udbrede bonussystemer til andre kommuners ansatte, der er raske og passer deres arbejde. Dybest set så vil kommunerne dermed ikke leve op til vores aftale i overenskomsten om fuld løn under sygdom. Det ser vi meget alvorligt på, lyder det fra Dennis Kristensen.

Debatten om pjækkeri er bl.a. en følge af, at FOA' sektorformand Karen Stæhr igår sagde til JydskeVestkysten:
 
»Vi har alle dage, hvor man står op og tænker, at man ikke gider på arbejde. Hvor alt bare er sort, og hvor man mest af alt har lyst til at blive under dynen. Det betragter jeg ikke som pjæk«.