Grænsehandel uanset lavere afgifter

Hvis politikerne vil have fat i de penge, danskerne afleverer i de tyske grænsebutikker, må de hoste op med mere end billige sodavand.

I hvert fald svarer 95 procent af de danskere, som allerede kører til Tyskland efter varer, at de vil fortsætte selv efter regeringen sænker afgiften på øl og sodavand. Det viser en undersøgelse fra Wilke lavet for Newspaq.

Simpel regning

- Folk, der bor tæt på grænsen, vil med stor sandsynlighed blive ved med at købe ind i Tyskland, som de plejer, forklarer lektor ved Institut for Grænseregionsforskning ved Syddansk Universitet, Susanne Bygvrå, til Newspaq.

Ifølge hende kan de lavere afgifter have en større effekt på de personer, som kører langt for at komme over grænsen, men kun, hvis indkøb af drikkevarer er deres primære mål. Det er simpel købmandsregning. Hvis der er gevinst ved at hente dagligvarer et andet sted, så gør danskerne det.

Hos Calle's grænsehandel frygter administrerende direktør, Mike Simonsen, da heller ikke, at kunderne forsvinder.

- Grænsehandel er jo meget andet end billige sodavand, så vi frygter ikke noget. Når alt kommer til alt, vil vi stadig være billigst, vurderer han.