Sommeren fortsætter ... tre dage endnu

Der er godt nyt til alle dem, som ikke har fået solskin nok. Ugen begynder nemlig med tre dages fortrinligt strandvejr, hvor temperaturerne simrer rundt oppe i den varme ende af 20'erne.

Men onsdag lader til at være sidste dag i denne her omgang, hvor salget af grillpølser og softice formentligt går strygende over hele landet.

- Det flotte sommervejr fortsætter mandag, tirsdag og onsdag. Det er noget med solskin og op til 28 grader og sommervejr på den led, som vi har haft et stykke tid nu, fortæller vagthavende meteorolog Henning Gisselø fra DMI.

Ustadigt vejr

- Men så begynder der efterhånden at ske noget. Når vi når frem til torsdag, så begynder det her stabile vejr at blive afløst af ustadigt vejr. Det kommer med flere skyer, og vi kommer ind i en periode med regn og tordenbyger, tilføjer han.

Trods nedbør bliver det ikke så frygteligt meget køligere i vejret, for temperaturerne sker der ikke så meget ved, lyder prognosen.

- Men det begynder at blive mere ustadigt, og det flotte solskin fra morgen til aften kommer til at stoppe, siger Henning Gisselø fra DMI, som ikke regner med et hurtigt comeback for den skyfri himmel.

Meget tør juli

- Det ser ikke ud til, at vi kommer tilbage til det meget stabile og flotte sommervejr, som vi har haft. Det ser ud til at stoppe onsdag, siger han.

Allerede fredag kan der komme regn- og tordenbyger, og dermed bliver der bidraget til månedens slunkne regnkonto. Der kom et par millimeters nedbør i starten af juli, men siden har det stort set holdt tørt over Danmark.

- Vi skal op på 66 millimeter på landsplan for en normal juli måned, så der er langt op, og det ser ud til at blive en tør juli måned, siger vagthavende meteorolog Henning Gisselø fra DMI.