Vi er midt i den værste tørke i ti år

Fem kommuner i Syd- og Sønderjylland er nu oppe på det højeste tørkeindeks.

Der er ikke noget galt med placeringen. Danmark ligger, hvor hun altid har ligget. Lige her på de nordlige breddegrader. Men dagens nyhed fra Meteorologisk Institut lyder som noget fra et land i Sydeuropa eller længere væk: Den værste tørke i ti år plager Danmark.

Det fortæller klimatolog Mikael Scharling fra instituttet.

- Vi er helt oppe på ti i vores tørkeindeks mage steder i Danmark. 10 betyder, at der slet ikke er mere vand tilbage i det jordvandsmagasin, som planterne trækker fugt fra, siger han.

Billund, Fanø, Fredericia, Vejen, Vejle

Indekstallet på ti gælder lige nu for en tredjedel af kommunerne i Syd- og Sønderjylland: Billund, Fanø, Fredericia, Vejen og Vejle, men mange af de øvrige kommuner er godt der oppe ad. Se hele oversigten her.

Tørkeindekset for hele Danmark er lige nu på 9,5. Sidst, det var oppe på et rent tital var i 2008.

Vejrudsigten tyder på, at tørken over Danmark fortsætter de kommende uger.

- Der gemmer sig noget regn i prognoserne, men det ser ikke ud til at der kommer nok til for alvor at få bugt med tørkeproblemerne, måske lokalt, hvor der kommer en særlig kraftig byge, men ikke på landsplan, siger Mikael Scharling.