Dannevirke får nyt museum til 77 millioner kroner

Et nyt museum til 77 millioner kroner skal fortælle historien om det historiske forsvarsanlæg Dannevirke.

Det historiske forsvarsanlæg Dannevirke får nyt museum. De nuværende bygninger bliver revet ned i 2022, og det nye museum forventes at åbne i slutningen af 2024.

Det nye museum bliver skabt med inspiration fra voldanlægget og tilpasset landskabet for at udtrykke respekt for den historiske og landskabsmæssige sammenhæng, som er UNESCO verdensarv.

Ambitionen for det nye museum er til dels at skabe gode rammer om en ny udstilling om Dannevirkes historie og give plads til aktiviteter og ophold for alle, som vil nyde naturen og de historiske rammer. 

Dannevirke Museum drives af Sydslesvigsk Forening (SSF), som er det danske mindretals kulturelle hovedorganisation syd for den dansk-tyske grænse.

Gavmilde donorer

Byggeriet af museet finansieres dels med en donation på 64 millioner kroner fra A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og en donation fra Augustinus Fonden på 13 millioner kroner. I alt 77 millioner kroner.

Den danske stat og den tyske delstat Slesvig-Holsten vil i fremtiden støtte driften af det kommende museum med hver en million kroner om året.

For Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, formand for A.P. Møller Fonden, er det af stor betydning at kunne bidrage til det nye museum, som ifølge hende vil få stor betydning for Danmark og især grænselandet. 

- Fonden støtter med glæde dette historiske sted ved sit bidrag til en ny museumsbygning, som kan rumme fæstningsværkets fascinerende fortælling og samtidigt i sig selv udtrykke områdets levende historiefortælling, udtaler hun i en pressemeddelelse.

Et bæredygtigt byggeri

Museet skal ikke blot være tro mod naturen, men også være bæredygtigt. Lene Tranberg er arkitekten bag tegningerne til det nye byggeri.

- Det vil være en central del af vores videre arbejde, sammen med projektets øvrige parter, at finde de løsninger, der gør, at museet bliver et ambitiøst bidrag til den grønne omstilling, siger hun. 

En glad modtager 

Sydslesvigsk Forening (SSF) kan - hvis alt går som planlagt - se frem til, at det nye museum står klar i slutningen af 2024.  

Gitte Hougaard Werner, formand for SSF, ser frem til, at Nordtyskland i fremtiden vil repræsentere nordisk arkitektur.

- Vi glæder os til, at byggeriet kommer i gang, og at vi om få år kan åbne det nye museum, som passer ind i omgivelserne og giver plads til, at volden som den egentlige attraktion kommer til sin ret, udtaler formanden i en pressemeddelelse. 

Fakta om det nye Dannevirke Museum

  • Dannevirke er det største fortidsminde i Nordeuropa og er et er et system af volde, mure og grave med en samlet længde på ca. 30 kilometer.
  • Dannevirke Museum drives af Sydslesvigsk Forening (SSF), som er det danske mindretals kulturelle hovedorganisation syd for den dansk-tyske grænse.