Torsdag skulle en opsigtsvækkende retssag mod en 96-årig tysk kvinde begynde ved retten i Itzehoe.
Men Irmgard Furchner, der er anklaget for som ung at have været medskyldig i drab på 11.412 personer i den polske KZ-lejr Stutthoff mellem 1943 og 1945, mødte ikke op som planlagt.
Kvinden, der bor på et plejehjem i det sydvestlige Slesvig-Holsten, valgte at tage flugten ved at sætte sig en i en taxa og køre mod en metrostation. En arrestordre blev udstedt mod hende, og få timer senere blev hun fundet.
At retssagen er bemærkelsesværdig skyldes, at Irmgard Furchner er en af de første kvinder i årtier, der bliver retsforfulgt for forbrydelser begået under Anden Verdenskrig.
Var sekretær for kommandant
Hun blev født den 29. maj 1925 i Kalthof ved Danzig, det nuværende Gdansk, med pigenavnet Dirksen. Efter folkeskolen tog hun et Landjahr, et af nazisternes forsøg på at lære drengene strækmarch og skydning og pigerne syning, madlavning og husholdning, som på trods af navnet kun varede otte måneder.
Så gik hun i lære som købmand, og i 1943 blev hun som 18-årig ansat som sekretær for kommandanten i koncentrations- og udryddelseslejren Stutthof nær Danzig. Alt, hvad kommandant Paul Werner Hoppe skrev af instrukser, gik gennem hendes hænder. Hun skrev på maskine, tog referater og sendte radiomeddelelser.
I Stutthof mødte hun sin kommende mand, SS-Oberscharführer Heinz Furchtsam. Han tog senere navneforandring til Furchner, fordi Furchtsam læner sig op ad frygtsom på tysk. Parret giftede sig i 1954.
Fra 1960 boede de på Birkenweg i Slesvig, hvor Heinz døde i 1972. Boulevardavisen Bild, der har gravet mange af disse oplysninger frem, har ikke set sig for fine til at spørge naboer, hvad Furchner-parret var for personer. Naboerne beskriver Irmgard som en uvenlig og vredladen kvinde. I 2014 flyttede hun på plejehjem
Var udvidende om masseudryddelser
Irmgard Furchner har ved flere lejligheder i forhør og interview fortalt, at hun ikke vidste, at masseudryddelserne foregik. Nok, at der var henrettelser, men hun mente at tro, at det var for konkrete forseelser – ikke massemord slet og ret.
Hendes forsvarsadvokat mener, at hun er blevet skærmet mod realiteterne på den anden side af kontorvæggen, og det er ikke helt sort snak. Nazisterne havde nogle arkaiske og ikke altid sammenhængende ideer om, hvad mænd og kvinder duede til. Og kvinder skulle ikke føre krig eller udøve vold.
Det udelukkede selvfølgelig ikke notoriske undtagelse: Som Hermine Braunsteiner, der i 1981 efter en mere end fem år lang retssag blev idømt livsvarigt fængsel for ubeskrivelige forbrydelser i Ravensbrück og Majdanek, hvor hun var vagt. Eller Hildegard Lächert, der i samme proces fik 12 år for ting, der ikke fortjener gentagelse. At hun havde tilnavnet Blutige Brigyda, blodige Brigitte, må være nok.
Der er enkelte andre kvinder, der har måttet betale for deres gerninger under nazisterne. Men der var også flest mænd i udryddelsesmaskineriet, alene i Auschwitz var der 6500 mænd og 170 kvinder. Og af samme grunde som ovenfor udførte kvinderne for det meste serviceroller. Skrivestuepiger eller sekretærer, som Irmgard Furchner, kokkepiger, lagerarbejdere eller andet.
Og i mange år efter krigen gjorde myndighederne i Tyskland ikke noget for at straffe ansatte i KZ-lejre, der ikke havde direkte konkret blod på hænderne som Braunsteiner og Lächert. Men efter at det i 2011 lykkedes at få ukrainskfødte John Demjanjuk dømt for krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig, blev søgelyset sendt bredere ud efter mænd og kvinder, der ”kun” var med til at facilitere udryddelser. Det er svært at finde præcise tal for, hvor mange kvinder der lige nu er under mistanke. Men én er angiveligt død, inden det kom til en retssag, og det er også den skæbne, der gør, at antallet af både mænd og kvinder, der kan straffes, falder.
Næste høring i retssagen mod Irmgard Furchner finder efter planen sted 19. oktober.
Kilder: Bild, Guardian, Daily Mail, Wikipedia
