Flensborg får fire verdensmestre

Uanset om det bliver dansk eller norsk guld ved søndagens VM-finale i håndbold, så er Flensborg sikker på at få fire verdensmestre.

Ikke færre end otte spillere i VM-finalen søndag mellem Danmark og Norge spiller til hverdag i den tyske storklub Flensburg-Handewitt.

Fire nordmænd og fire danskere - så uanset udfaldet af kampen søndag i Herning, så vil Flensborg-klubben have fire nykårede verdensmestre i sin trup søndag aften.

På det danske landshold spiller Rasmus Lauge, Anders Zachariassen, Simon Hald og Lasse Svan - og de optræder til dagligt på det tyske mesterhold fra Flensborg.

På det norske landshold drejer det sig om målmand Torbjørn Bergerud, Gøran Søgard Johannessen, Magnus Rød og Magnus Jøndal.

For alle otte gælder, at ingen før har prøvet at blive verdensmestre, men fire af dem bliver det søndag.

Den tyske storklub har tradition for at have mange danskere på holdet, men også Norge og Sverige har gennem årene leveret mange spillere til holdet.