49. udgave af festival begynder i dag trods svigtende billetsalg

Dette års Tønder Festival er nummer 49 i rækken, og huser, de fire dage den varer, flere hundrede kunstnere og gæster.

Klokken 12.00 i dag torsdag skydes årets Tønder Festival i gang. 

Festivalen har eksisteret siden 1974, hvor en flok unge, musikglade mennesker arrangerede en tre dage lang fest med visesang, folkemusik og bægerklang i Bachmanns Vandmølle ved Vidåen i Tønder.

Tønder Festival har eksisteret siden 1974.
Tønder Festival har eksisteret siden 1974.
Foto: Tønder Lokalhistorisk arkiv

Det blev en stor succes, og året efter fandt den første egentlige Tønder Festival sted. Festivalen voksede sig større og større, og siden 1978 har den været afholdt på Tønder Dyrskueplads.

Den skotske sanger og guitarist Alex Campbell beskrev i Jydske Tidende stemningen de første år på Tønder Festival:

- Jeg sang, indtil stemmen var væk, kyssede alle pigerne og drak, som var det aftenen før spiritusforbuddets indførelse…. Man siger, at livet ikke kun er de dage, du lever, men også de dage, du husker. Passer det, har Tønder Festival givet mig masser af liv.

Før i tiden købte gæsterne billet til de enkelte koncerter på festivalen. Det ændrede man i 2012, hvor konceptet blev fornyet, og gæsterne fik nu adgang til alle koncerter.

Billetsalg

En rapport fra Copenhagen Business School i 2008 slog fast, at festivalen havde enorm betydning – ikke mindst økonomisk – for byen og regionen.

Festivalen har dog også oplevet et par magre år. I 2014 havde Tønder Festival endelig fået fremgang i økonomien i takt med at festivalen fik en ny ledelse.

Festivalens cirka 2000 frivillige var - og er stadig en stor social kapital.
Festivalens cirka 2000 frivillige var - og er stadig en stor social kapital.
Foto: Peter Elgaard, TV SYD

I år står ledelsen dog igen overfor en kedelig udfordring. Billetsalget går ikke så godt som ønsket.

– I 2022 blev vi hjulpet af, at mange publikummer valgte at beholde deres billetter under covid-19-aflysningerne. Så heldige er vi ikke i 2023, og vi oplever desværre, at publikum tøver med at købe deres festivalbillet, siger festivalens foreningsformand Mette Bossen Linnet i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Derfor er vi også meget taknemmelige for, at Sparekassen Bredebro tror på os og nu går ind i et øget, langvarigt samarbejde med os.

Helt unik

Tønder Festival er en niche-festival, hvor blandt andet irsk, baltisk og nordisk folkemusik fylder musikscenen.

Det er en festival, der har international anerkendelse, og som noget helt særligt optræder kunsterne ofte flere gange i løbet af de fire dage.

Tønder Festival 2019.
Tønder Festival 2019.

- Det er jo helt specielt for Tønder festival. Tit og ofte opholder kunstnerne sig på pladsen sammen med festivalgæsterne. Det sker kun på Tønder Festival, fortæller Maria Theessink, kunstnerisk leder & pressechef på Tønder Festival.

- Det er helt klart med til at skabe den her unikke stemning, som kan være svær at forklare. Det er bare helt unikt her.