I Tønder mærker Lukas Graham stadig sin far

Verdensstjernen Lukas Graham optrådte søndag på Tønder Festival for at mindes sin afdøde far sammen med amerikansk countryband.

Som 18-årig langede han fadøl og sandwich over disken som frivillig på Tønder Festival, mens han drømte om en dag selv at stå på scenen med sin egen musik. Søndag var verdensstjernen Lukas Graham tilbage på Tønder Festival. For første gang i fire år.

Hans drøm om at stå på de store scener er forlængst indfriet. Denne gang står han i Tønder for at mindes sin far, der døde for elleve år siden, og som i sin tid introducerede sin søn for den sønderjyske festival. Et sted, der betyder meget for ham.

quote

Tønder Festival ligesom det sidste sted, jeg har, hvor min far er

Lukas Graham

I sangen “You’re not there” beskriver han savnet af sin far, som han var sammen med for sidste gang netop i Tønder i 2012.

- Det var meget mærkeligt at være her, fordi det var sidste sted, jeg så ham. Vi spiste morgenmad sammen lige derovre, siger han og peger over mod nabobordet i restauranten på Eccos konferencecenter i udkanten af byen.

- Og sidste sted, jeg så ham, var backstages-baren bag Telt 1 på festivalen med en fadøl. Og så tog jeg til Tyskland, og næste gang, jeg så ham, var på Bispebjerg Hospital, hvor han var død.

Lukas Graham, TV SYD
Lukas Graham viser, hvor han spiste sit sidste måltid med sin far.
Foto: Josephine Maria Møller

- Han stod lige ved siden af mig

For 11 år siden mistede sangeren Lukas Graham sin far, Eugene Graham, som gennem mange år bookede musikere til Tønder Festival. Derfor betyder den sønderjyske festival meget for Lukas Graham, selvom han er vokset op på Christiania i København.

- Tønder er et mystisk sted for mig. Jeg er kommet her som frivillig. Jeg er kommet her med min far, min familie, mit band. Efter min mors hus blev lavet om, og min farmor i Irland døde, og hendes hus blev solgt, er Tønder Festival ligesom det sidste sted, jeg har, hvor min far er.

Søndag morgen var Lukas Graham stået tidligt op for at se en koncert i det store telt med verdensstjernen Michael McGoldrick. Han var sammen med sine søskende og sin mor.

- Jeg har aldrig været tidligt oppe for en koncert på Tønder Festival, men det skulle jeg selvfølgelig se. Han fik også sagt, at næste sæt sange er til Eugene Graham og hans dejlige familie. Der fik jeg den følelse, at han stod lige ved siden af. Og det er, når jeg synger mine sange, og når jeg hører folkemusik, at jeg får de her spirituelle, emotionelle oplevelser, fortæller Lukas Graham.

Lukas Graham og Caleb Klauder Øver inden søndagens koncert på Tønder Festival.
Lukas Graham og Caleb Klauder øver inden søndagens koncert på Tønder Festival.
Foto: Peter Elgaard, TV SYD

Fra frivillig til stjerne

Christianitten er kommet på Tønder Festival siden sine teenageår. Som 18-årig var han med sin far første gang og fik et job i musikerbaren, hvor han langede fadøl over disken i stor stil. I dag er han knap 35 år gammel og har en lang historie med den sønderjyske festival.

- Jo altså, der er dog flere, der fejlagtigt har skrevet i pressen, at jeg var fra Tønder, altså fordi jeg bare ligesom har været her i hele min sene ungdom, siger han.

Når han og bandet eksempelvis lander i Seoul eller i Budapest, står folk jo med flag og ting, de vil have skrevet autografer på. I Tønder er det helt anderledes. Her nyder han at gå uforstyrret rundt blandt publikum.

- Selv om der 8-10.000 mennesker på pladsen, gik jeg rundt i går i tre timer uden at blive stoppet af nogen. Jeg tror, at jeg så to billeder i dag med et par teenagepiger. Selv de unge stopper mig jo ikke her. Jeg får bare lov til at være, siger han.

Søndag eftermiddag stod Lukas Graham og Caleb Klauder og hans band på Open Air scenen foran mange tusinde mennesker.
Søndag eftermiddag stod Lukas Graham og Caleb Klauder og hans band på Open Air scenen foran mange tusinde mennesker.
Foto: Sari Vangbæk Thyssen, TV SYD

Han bliver tit konfronteret med, at han er Lukas Graham, men det er anderledes på Tønder Festival.

- Når jeg er på Tønder, så jeg bare mig, og jeg kan få lov at gå i fred, siger han.

Lukas Graham holder meget af at spille på de mindre scener i Tønder. Spejlteltet (Bolero, red.), klubscenen, Telt 1. Især Telt 1.

- Det er jo fantastisk at stå foran 15-, 20-, 40.000 mennesker, men der er nu også noget ved at stå i et telt med den der intime og varme-pakkede stemning, der kan opstå. Bevares, en solskinsdag med 40.000 mennesker kan også noget. Men teltkoncerter er bare mere intime, mener han.

Skyerne åbnede sig lige som Lukas Graham gik på scenen.
Skyerne åbnede sig lige som Lukas Graham gik på scenen.
Foto: Josephine Maria Møller, TV SYD

Introducerer Tønder Festival til sine egne børn

Lukas Graham er selv far til to, døtrene Viola og Billie på henholdsvis seks og tre år. På spørgsmålet om han vil give Tønder Festival videre til dem, som hans far gjorde til ham, svarer han:

- Ja, men jeg har ikke så travlt med det. Altså, jeg kom første gang med herned, da jeg var 18, og det havde noget at gøre med, at jeg ville kunne købe en øl og sådan og ikke bare være et barn på slæb, siger han.

Men han regner med at tage med næste år, hvor festivalen fylder 50 år.

- Der gad jeg godt at være her hele festivalugen, og så kunne det være meget nærliggende at tage børnene med, fordi på et almindeligt år rejser jeg for meget til at være her en hel uge uden dem. Jeg kom i går og tager hjem i dag for at følge dem i skole og børnehave, fortæller Lukas Graham, der har haft en travl sommer med 40 koncerter rundt omkring i hele verden.

Lukas Graham og Caleb Klauder.
Lukas Graham og Caleb Klauder skulle lige spilles sammen, inden koncerten søndag.
Foto: Peter Elgaard, TV SYD

Countryband hylder faren

Søndag på Tønder Festival gav Lukas Graham koncert med Caleb Klauder & Reeb Willms Country Band. Lukas Graham var speciel guest hos det amerikanske countryband. Og det er ikke første gang, de optræder sammen.

- Jeg har ikke set Caleb i 10 år faktisk, men han er en af mine store helte. Jeg har selv sunget med ham og kan huske, at min far har booket ham til at spille på Christiania. Jeg har hørt ham på Tønder rigtig mange gange fra jeg var 18-19 år og kom her første gang som frivillig, hvor jeg arbejdede i festivalcafeen, fortæller han.

quote

Når jeg er på Tønder, så jeg bare mig, og jeg kan få lov at gå i fred

Lukas Graham

De sang to af Lukas Grahams egne sange. En hel unik version af Seven Years i fuld folkemusik-stil, og så Home Movies, som er en countrysang.

Det var en markering af 11-året for hans fars død. Lukas Graham ville egentligt have markeret 10-året sidste år, men det kunne ikke lade sig arrangere.

Lukas Graham og Caleb Klauder er ikke færdige med at mindes Eugene Graham med koncerten søndag i Tønder. Den 8. september arrangerer de et minde-arrangement på Christiania i København, hvor Lukas Graham er vokset op.

- Det koster en symbolsk halvtredser i døren og bliver enormt smukt, tror jeg, siger han.