13 havørne på samme sted i Vadehavet

En tur til det sydvestlige hjørne af Vadehavet kan lige nu føre til store naturoplevelser. Det fortæller Naturstyrelsen, der spottede 13 havørne på en enkelt tur i området.

Seks unge havørne på nært hold. Det kan få selv den mest garvede naturmedarbejder til at spærre øjnene ekstra op. 

- Det er noget helt specielt at se så mange havørne samlet på et sted. Det sker ikke særlig tit, fortæller Martin Brink, der er landskabsforvalter i Naturstyrelsen.

Gennem de seneste år er der kommet flere havørne i Danmark.
Gennem de seneste år er der kommet flere havørne i Danmark.
Foto: Per Alnor Kjær. Naturstyrelsen.

Sammen med en kollega var Martin Fink på tur ved Margrethe Kog i den sydlige del af Vadehavet, da 13 havørne på jagt efter føde dukkede op foran dem.

- Lige nu er der 10-20.000 pibeænder og et stort antal gæs i området.

- Og havørnene går efter både voksne ænder og gæs, fortæller Martin Brink. 

To ørne på udkig efter ænder og gæs.
To ørne på udkig efter ænder og gæs.
Foto: Per Alnor Kjær, Naturstyrelsen.

Gennem de seneste år er der dukket flere havørne op, og her i vinterhalvåret har fuglene en særlig forkærlighed for Vadehavsområdet.

- Havørnene kommer hertil fra hele Danmark, men vi ser også, at der er flere unge havørne, der bliver hernede og yngler. Det kan de gøre, fra de bliver fem år, siger Martin Brink.

Allerede her i januar måned kan man se de yngledygtige fugle sammen i par. Deres ynglesæson starter i midten af februar.

Der er masser af føde til havørnene i Vadehavet.
Der er masser af føde til havørnene i Vadehavet.
Foto: Per Alnor Kjær, Naturstyrelsen.