Firedobling af regning: Hotel lukker for at overleve krisen

Marskhotellet i Højer går i vinterdvale for at spare på el-udgifterne og håber på bedre el-tider til næste år.

- Vi kan jo ikke bare sætte prisen på værelserne op med 80 procent, så kommer der jo ingen, siger hotelejer Kaare Holler Jessen.  

Han har regnet og regnet på udgifterne og på de mulige indtægter for det lille hotel på torvet med 18 værelser. Konklusionen blev altså, at han lukker fra den 1. november til den 1. marts næste år. 

Kaare Holler Jessen har investeret stort i energibesparelser.
Kaare Holler Jessen har investeret stort i energibesparelser.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Regningerne for elektriciteten er med en firedobling simpelthen blevet for høje. I august lød regningen på 45.000 kr. mod de sædvanlige 11.000 kr.   

- I modsætning til mange andre hoteller har vi faktisk mulighed for at lukke i vintersæsonen. Det bliver virkelig svært for nogle af min kollegaer rundt omkring i Danmark. 

- Risikerer vi at se konkurser? 

- Det er helt sikkert, siger han og peger på en kollega, der allerede nu er i vanskeligheder.

quote

Vi bliver nødt til at tænke i nye muligheder for at klare den her svære tid.

Kaare Holler Jessen, hotelejer, Marskhotellet i Højer

Investerer i besparelser

Ud over at lukke for den kolde - og dermed el-dyre - sæson, har han investeret et sekscifret beløb i smarte IT-løsninger, der kan spare på strømmen. 

Via sin mobiltelefon kan hotelejeren styre køleskabe, fjernsyn og radiatorer.
Via sin mobiltelefon kan hotelejeren styre køleskabe, fjernsyn og radiatorer.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

- Snart etablerer vi et system, der gør, at køleskabene på værelserne er koblet til hotellets bookingsystem, så de automatisk begynder at køle et stykke tid, før gæsten kommer, og slukker igen, når gæsten tjekket ud, siger Rene Christensen fra Webhuset Ballum, der søger for at føre Kaare Holler Jessens spare-ideer ud i virkeligheden. 

Nødvendig grøn omstilling 

Han - altså hotelejeren - er overbevist om, at IT-løsningerne vil være med til at sikre hotellets konkurrenceevne på længere sigt. 

- Vi bliver nødt til at tænke i nye muligheder for at klare den her svære tid. Det er de dygtigste og de mest økonomisk bæredygtige hoteller, der overlever, siger Kaare Holler Jessen. 

Han har længe overvejet de strømbesparende IT-systemer, som han kan styre fra sin mobiltelefon. Men uden at bide til bolle. 

- Men nu hvor el-prisen stiger så meget, og det gør ondt på pengepungen, så sker der noget. Heldigvis er det sådan, at hvis el-prisen stiger yderligere, eller blot holder det høje niveau, så vil investeringerne hurtigt kunne betale sig, siger han.  

Kaare Holler Jessen og direktør i Webhuset Ballum,  Rene Christensen, snakker hele tiden om nye muligheder for at spare på strømmen.
Kaare Holler Jessen og direktør i Webhuset Ballum, Rene Christensen, snakker hele tiden om nye muligheder for at spare på strømmen.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Betal for strømmen 

Værelserne er alle koblet op på en måler, så man hurtigt kan se, om en turist fyrer for gråspurvene. Så bliver der sendt en advarsel, og man selv skrue ned for radiatoren.

Kaare Holler Jessen frygter naturligvis, at situationen går fra ondt til værre og at han derfor - modstræbende - bliver nødt til at indføre sommerhus-ordningen. 

- Så kan gæsternes el-forbrug bliver lagt ovenpå regningen, siger han.   

Turisterne hjælper

Om han er nervøs for kundernes reaktioner? Nej. Faktisk har han allerede nu fået mange gode henvendelser og folk er rede til at hjælpe med at spare på strømmen, påpeger han. 

- Før i tiden kunne en gæst godt finde på at forlade sit værelse med radiatoren kørende på højt blus med vinduerne på vid gab. Det gør folk ikke mere. Jeg tror, de føler, at de skal være med til, at vi skal prøve at klare os gennem energikrisen.  

Fredag indgik regeringen en bred aftale om vinterhjælp for at afbøde de stigende energiregninger. For private og for firmaer - som landets hoteller. 

De 11 punkter i pakken:

  • Midlertidig forhøjelse af børne- og ungeydelsen
  • Indefrysningsordning for husholdninger
  • Indefrysningsordning for virksomheder
  • Midlertidig lempelse af den almindelige elafgift
  • Bedre forsyning af træpiller
  • Skrotningsordningen udvides med træpillefyr
  • Forøgelse af pulje til udrulning af fjernvarme
  • Forøgelse af pulje til etableringsstøtte
  • Forøgelse af tilskud til afkobling af gasnettet
  • Lempelse af elafgift for varmepumper
  • Sænkning af eltariffer via flaskehalsindtægter

Kilde: Finansministeriet

Men i brancheorganisationen HORESTA (hotel, restaurant og turisterhvervets arbejdsgiverforening) er man ikke tilfreds. Politisk direktør i organisationen, Kristian Nørgaard, ønsker flere økonomiske tiltag for at undgå konkuser i branchen og foreslår blandt andet, at hotelmomsen på 25 procent sænkes. I Tyskland ligger den kun på 7 procent.