Han sender summende pakker med posten

Biavler Foto: Ellum Biavl
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hos Ellum Biavl kan man bestille en bidronning og få den leveret med pakkeposten.

Har du nogensinde prøvet at få en pakke med posten, som summer? Nok ikke. 

Det er ikke desto mindre, hvad man får, hvis man bestiller en bidronning hos Tonny Tychsen, som driver Ellum Biavl.  

Han har specialiseret sig i at avle bidronninger, som han sælger videre til andre biavlere. Han sender bidronningerne i specielle pakker.  

- Når jeg sender hende med posten, så er der otte til ti arbejderbier med i buret til at sørge for hende. Så hun har hof med, griner Tonny Tychsen. 

Han forklarer, at bidronningen ikke kan klare sig selv uden arbejderne. Der er også en lille madpakke i form af en klump føde i pakken. Uden på selve buret er der en lille papæske med lufthuller i.

- Normalt må man ikke sende levende dyr med posten, men man må altså godt sende bier, for de er fra insekternes verden, siger han.

Ligger i pakken og summer

Nogle gange får han også tilsendt bier. Det lokale postbud har dog vænnet sig til, at der nogle gange er liv i pakkerne. 

- Når posten kommer, så ved han godt, at han kommer med bier, for de summer inde i kassen. Det gør pakkerne jo normalt ikke. 

Tonny Tychsen tilføjer, at han plejer at skrive uden på pakkerne, at der er levende dyr i. 

For nogle år siden sendte han næsten altid bierne til levering på adressen, men i dag er det normalt, at bierne bliver sendt til udlevering fra et pakkeshop. 

Tonny Tychsen avler bidronninger, men han sælger også honning fra egen produktion. Foto: Ellum Biavl

Så ligger de i kassen og summer, indtil deres nye ejer kommer og henter dem. Så kan man kun forestille sig, hvad personalet tænker, når de får en pakke, der summer. 

Tonny Tychsen fortæller, at bierne er rimeligt hårdføre. De kan således sagtens klare fire-fem dage i pakken. Derudover er buret rimeligt solidt, så det bliver ikke sådan lige mast. 

Nogle gange sender Tonny Tychsen endda bier med pakker uden for landets grænser. Han har således også kunder i Irland, som får leveret bierne med luftpost, og det går fint. 

Køber man en dronning i en kasse, skal man dog tilføre en tavle med arbejderbier fra en eksisterende familie. Det kan man således kun gøre, hvis man har en bifamilie i forvejen.

Man kan således ikke starte en ny bifamilie blot med dronningen og de få arbejdere, der følger med. Hvis man gerne vil starte med at avle bier, skal man købe en hel familie.

Tonny Tychsens fortæller, at han har nogle hundrede bifamilier. Der findes i følge ham fem-seks biavlere i landet, der sælger bidronninger ligesom ham. 

Vilde bier er truet

De vilde bier har ligesom mange andre insekter svære kår i disse år. Det hænger sammen med, at der er for lidt vild natur, som bierne og andre insekter kan boltre sig i. 

I den danske natur er der 240 forskellige biarter. Bier indsamler nektar og pollen fra mange forskellige plantearter. Nogle arter samler pollen på et bredt udvalg af plantearter, mens andre kun vælger én slags plante som fødekilde.

56 af de arter, der findes i den danske natur, vurderes at være sårbare til kritisk truede. Det oplyser Miljøstyrelsen. 

Her ses en af Tonny Tychsens bifamilier. Foto: Ellum Biavl

18-årig mand anholdt efter fund af fem syrebomber ved skole

Ved en skole i Sønderborg er der fundet fem såkaldte syrebomber, oplyser politiet søndag formiddag. Foto: Presse-fotos.dk
Af Ritzau
Udgivet

En mand på 18 år er blevet anholdt efter fund af fem syrebomber ved en skole i Sønderborg.

Det oplyser vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi Søren Rønnow til TV 2 søndag eftermiddag.

Syrebomberne blev fundet søndag morgen.

Først meldte en borger om en enkelt bombe lidt før klokken syv. Derefter opdagede betjente yderligere fire.

Et område ved Sønderskov-Skolen og Grundtvigs Allé blev spærret af, og forsvarets specialister fra ammunitionsrydningstjenesten blev tilkaldt.

Kort efter klokken 13 kunne politiet meddele, at indsatsen var overstået. Syrebomberne var uskadeliggjort.

I de seneste par år har der af og til været meldinger om hjemmelavede syrebomber. Blandt andet på Fyn og i Esbjerg.

Ved flere lejligheder har politiet advaret om risikoen for eksempelvis øjenskader.

Tyske strikkere fik ny inspiration på festival i Marsken

Tyske strikkere har for alvor fået øjnene op for strikkefestivalen Masker i Marsken. Foto: Ole Møller, TV SYD
Udgivet

Strikkeworkshops, foredrag, udstillinger og koncerter har igen været omdrejningspunktet for deltagerne på årets sønderjyske strikkefestival Masker i Marsken. I år har flere tyske strikkeentusiaster hentet inspiration på festivalen.

Igen i år har godt 3000 strikkeentusiaster været samlet til tre dage fyldt med strikketeknikker, håndfarvede garner og hvad der ellers fylder, når man interesserer sig for den magi, der kan opstå på to pinde.

Der er kommet flere busser hertil med kvinder fra tyske strikkeforeninger

Marianne Rosalie Kalb, formand for festivalforeningen

Det er blot den tredje udgave af Masker i Marsken, og igen i år er deltager kommet langvejs fra for at være med til de mange workshops og foredrag i marsklandet omkring Højer og Ballum.

- Overordnet set er det gået rigtig godt. Vi har haft en velbesøgt festival med strikkere fra hele landet og glade udstillere, som har solgt godt. Sidste år var vi cirka 3100 deltagere, og det har vi også nået i år, siger festivalforeningens formand Marianne Rosalie Kalb.

Foto: Ole Møller, TV SYD

Får ny inspiration

Hun fortæller også, at flere tyske strikkere i år har fundet vej til festivalen.

- Der er kommet flere busser hertil med kvinder fra tyske strikkeforeninger. Rigtig meget af det garn, vi får lavet i Danmark er plante- og håndfarvet, og det ser man ikke så meget i Tyskland. Men de danske designere og garnproducenter kan noget andet, end det de kan i Tyskland, så strikkerne får en helt anden inspiration ved at komme her, forklarer Marianne Rosalie Kalb.

Der er masser af inspiration til de strikkeglade, for masker i marsken bugner af garner og strik i alle afskygninger. Foto: Ole Møller, TV SYD

Derfor vil Masker i Marsken gerne gøre mere for at tiltrække de tyske strikkere til næste års festival.

- Vi har på flere planer brygget på, om vi kunne lave tiltag for at få flere tyske gæster. Derfor har vi blandt andet lavet et grænseoverskridende strikkearrangement for både danske og tyske strikkere her i foråret, som der var stor opbakning. Så der er et tysk marked for os dernede, siger festivalforeningens formand.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.