Kims sygdom stopper ham ikke - nu er han succesfuld airbrush-maler

En sjælden muskelsvindsygdom gjorde for to år siden Kim Davis til førtidspensionist. Nu bruger han den pludselige fritid til at lave airbrush-malerier, og det har han succes med.

- Det er et maleri af min meget savnede farfar, siger Kim Davis, mens han kigger på papirudgaven af en af sine forfædre.

Et udprintet billede af farfaren på et A4-papir har dannet skabelon til maleriet, der efter tre timer står færdigt.

Maleriet har Kim Davis fra Løgumkloster malet med airbrush-teknik. Det vil sige, at han bruger en airbrush, der sprøjter maling ud af en lille dyse ved hjælp af højtryk fra en kompressor.

Han begyndte at male med teknikken for to år siden. På grund af en sjælden muskelsvindsygdom fik Kim Davis tildelt førtidspension, og han fik pludselig meget mere fritid, end da han arbejdede som bygningsmaler.

- Jeg kedede mig lidt, og så læste jeg om airbrush. I mine unge dage drømte jeg altid om at blive autolakerer. (...) Så jeg tænkte: "Det (airbrush, red.) skal jeg sgu prøve", fortæller han om starten på sin hobby.

Kim Davis bruger sin fritid på at male malerier med airbrush. Her et billede af hans farfar.
Kim Davis bruger sin fritid på at male malerier med airbrush. Her et billede af hans farfar.
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

Før købet med airbrushen tegnede Kim Davis, men nu er det sjældent, at blyanten bliver samlet op. Tiden går med at øve sig i at sprøjtemale.

Og det er ikke kun Kim Davis selv, der får glæde af malerierne:

- Da jeg havde malet et stykke tid, spurgte et vennepar, om jeg kunne male et portræt for dem, siger maleren. 

Vennerne syntes så godt om det færdige resultat, at de smed et billede af maleriet på Facebook: 

- Så gik jungletrommerne, siger Kim Davis og forklarer, at flere efter det kontakter ham og efterspørger et maleri.

Selvom der er nogen efterspørgsel på airbrush-malerierne, griner han, når udsigt til rigdom og berømmelse nævnes:

- Det tror jeg alligevel ikke kommer til at ske.

Lige nu går indtjeningen da også kun til at dække dele af materialer, men vigtigst er nok også, at Kim Davis fritid samtidig bliver dækket ind af bestillinger.