Noah og Ea malede mel i gammel mølle: Vi er heldige at vi kan købe det i supermarkedet

Flere møller i Syd- og Sønderjylland holdt søndag åbent hus i forbindelse med Dansk Mølledag.

Det var en lille øjenåbner, da Noah og Ea Damgaard Andersen i dag var på besøg ved Højer Mølle.

I anledning af Dansk Mølledag kunne man komme på besøg i møllen for blandt andet at se, hvordan man malede mel i gamle dage. Det fik søskendeparret fra Hjerting en smagsprøve på, da de prøvede at male med håndkraft. 

- Vi er nok heldige, at melet er opfundet, at man bare kan komme ned i supermarkedet og købe det. Det er lidt lettere end at stå sådan her hele dagen, siger Noah Damgaard Andersen på 12 år.

Udover dagens fysiske arbejde med at male mel med hånden blev søskendeparret også klogere på, hvordan møllen fungerer - helt fra hvor kornet kommer i møllen, til det færdigmalede mel kommer ud. 

- Det har været rigtig spændende, siger de to samstemmigt. 

- Så kan man jo se, hvor besværligt det var i forhold til, hvordan det er i dag, siger Noah Damgaard Andersen.

Selvom det normalt er møllen, der maler melet, fik børnene i dag mulighed for at male melet ved håndkraft.
Selvom det normalt er møllen, der maler melet, fik børnene i dag mulighed for at male melet ved håndkraft.
Foto: Anne Bolding, TV SYD

Højer Mølle

Højer Mølle fra 1857 er et velbevaret kulturmiljø placeret på kanten af Tøndermarsken og Vadehavet.


Nordeuropas største hollændermølle med kornmagasiner, møllerbolig og den stemningsfulde Møllehave er et oplagt stop på et besøg i Tøndermarsken.


Vandreruten ’Marskstien’ går lige forbi møllen, og flere kortere stisløjfer i området omkring Højer har deres udgangspunkt her.


Kilde: Museum Sønderjylland

Ikke et tryk på en knap

19 møller i Syd- og Sønderjylland holdt i dag åbent hus, for det er vigtigt at lære om en tid, hvor tingene ikke gik så hurtigt, fortæller Anne Marie Overgaard, der er Museumsinspektør hos Museum Sønderjylland.

- Det er jo en del af vores kulturarv. Det er en del af vores fælles arvegods, at de her bygninger fandtes, og at der stadig findes nogle. Det er jo med til at fortælle om en tid, hvor man ikke bare trykkede på en knap eller kontakt på væggen og så kom der strøm, siger hun.

Møller i Syd- og Sønderjylland

  • Højer Mølle
  • Aabenraa Slotsmølle
  • Vibæk Møllerne
  • Havnbjerg Mølle
  • Elstrup Vindmølle
  • Damgaard Mølle
  • Sillerup Mølle
  • Jels Vindmølle
  • Poul la Cour Museet
  • Mandø Mølle
  • Sønderho Mølle
  • Nybjerg Mølle
  • Børkop Vandmølle
  • Stenager Mølle
  • Bjerre Mølle
  • Uldum Mølle
  • Nørholm Vandmølle
  • Lydum Mølle


Kilde: Dansk Mølledag