Nu kan du nemt booke en shelter i Tøndermarsken

Fra 1. marts er det blevet muligt at booke et shelterophold langs Vadehavet via en onlineportal.

Nu bliver det nemt at opleve det milde forår ved Vadehavet og Tøndermarsken - både dag og nat. 

Fra 1. marts kan man som noget nyt på onlineportalen bookenshelter.dk reservere et shelterophold i langs Markstien - en 54 kilometer lang vandrerute i Tøndermarsken. 

Der er i alt tre shelterpladser i vadehavsområdet, hvor man fra i dag kan booke en shelter. Det skriver Tøndermarsk Initiativet i et nyhedsbrev.

Der er i løbet af efteråret blevet arbejdet på at gøre de tre shelterpladser klar med helt nye shelters. Pladserne er udstyret med shelters, der står på en drejefod, så de kan drejes efter vind, vejr og udsigt.

De tre shelterpladser ligger i Sønderskoven ved Schackenborg Slot, i Ubjerg Kog mellem Ubjerg og Lægan og bag diget en kilometer syd for Emmerlev Klev. 

Shelterbookingen er kommet i stand gennem et samarbejde mellem Nationalpark Vadehavet, Naturcenter Tønnisgård, Tøndermarsk Initiativet og Trente Mølle, der driver bookenshelter.dk.