Ny grænse: Tyskland og Vandland

Tyskerne har fundet en ny eksportvare for det syddanske marked: Vand. Tilmed helt gratis.

Dronefotoet siger det tydeligt. Der er opstået en ny grænsedragning. Mod syd ligger Tyskland. Som det plejer. Mod nord ligger Vandland. Tidligere kendt som Danmark. 

Fotoet siger dog ikke noget om de forskellige forhold i de to lande. Afvandingsområdet er mindre på den tyske side og meget af vandet - også på den tyske side - ledes ned i Vidåen og altså på dansk side. 

Billedet - taget i går - er blandt andet offentliggjort på "Ribe Billeder". Her er flere kommentarer til det. Og som altid med denne debat deles vandene klart.

Morten Søvsø: "Et kotekort ville hjælpe meget, men umiddelbart kan man se et større vandløb på den danske side, som der er meget vand omkring, og kigger man efter, er der ikke just knastørt syd for grænsen, så mit foreløbige svar er NEJ, det er blot endnu et manipuleret indlæg fra landbruget, som er ved at drukne i problemer, de selv har skabt og generelt ikke vil bidrage til løsning af."

Henrik Bro Lund: "Måske er forklaringen, at vi i Danmark efterhånden har afkrævet, at hvis mennesket vil bo på sydvestjysk jord, så SKAL det udelukkende være på den vilde og utæmmede naturs præmisser, uden balance til praktisk indretning for mennesket og at det er dét, der må debatteres og evt. justeres (bare en lille smule), før vi kan gøre hele Danmark klimatilpasningsparate som område. Eller er vi først og fremmest et naturområde, som folk kan besøge? Og sekundært et hjemsted for borgere."