Per nyder at vise sine dyre modellastbiler frem: - Vi har et fantastisk fællesskab

Modelentusiaster fra hele landet var søndag samlet i Skærbækcentret for at vise deres hobby frem.

Traktorer, flyvemaskiner, lastbiler, kampvogne og meget mere var at finde i massevis i Skærbækcentret denne søndag. 

En opmærksom læser vil måske undre sig over, hvordan der bliver plads til alt det i en sportshal. Forklaringen er simpel, der er nemlig tale om modeludgaver af de mange maskiner. 

Entusiaster fra hele landet og sågar fra Tyskland og Sverige var draget til Sønderjylland for at være en del af arrangementet Modelhobby på Grænsen 2023. En af dem, der gladeligt viser sin modelhobby frem er Per Andersen. 

- Jeg har en svaghed for at komme ud og snakke med en masse folk, og man møder bare en hel masse søde og venlige mennesker, der spørger ind til vores hobby. Det er bare dejligt, siger han. 

Gamle mænd med børnelegetøj

Per Andersen arbejder til daglig som buschauffør, men det er fjernstyrede modellastbiler, der har vundet en helt særlig plads i hans hjerte. 

- Jeg har altid sagt, at jeg ikke har haft råd til at blive selvstændig vognmand, så jeg måtte i stedet have min egen lille lastbil, så sådan startede det for efterhånden syv år siden, forklarer han. 

Og selvom langt de fleste er søde og spørger interesseret ind, når Per Andersen rejser landet rundt med ligesindede for at udstille sine lastbiler, så er der også enkelte, der ikke forstår hans passion.

- Vi møder jo også nogen, der kalder os gamle mænd med børnelegetøj. Men det er ikke børnelegetøj, det er faktisk en rimelig dyr hobby, fortæller han.

Og der er da også noget om snakken. I hvert fald har han og resten af klubben RC Truck Jylland udstillet fjernstyrede lastbiler i Skærbækcentret for mere end en halv million kroner.

Vil lokke modelentusiaster ud fra gemmerne

Det er seks venner med en passion for modeltraktorer, der har taget initiativ til at afholde Modelhobby På Grænsen, hvor alle modelentusiaster er velkomne uanset, om det er traktorer, racerbiler, lastbiler, kampvogne, tog, fly eller noget helt syvende, de samler på.

- Det har egentlig være tanken bag messen, at vi kan bruge den til at få folk ud af gemmerne og vise deres modelhobby frem. Det at få andre ud at vise, hvad de sidder og roder med. Det er det, der tæller for mig, siger Kim Skov Pedersen, der er blandt de seks arrangører af arrangementet. 

Kim Skov Pedersen (længst til venstre) har sammen med sine fem gode venner stiftet Modelhobby På Grænsen, der bliver afholdt for tredje gang.
Kim Skov Pedersen (længst til venstre) har sammen med sine fem gode venner stiftet Modelhobby På Grænsen, der bliver afholdt for tredje gang.
Foto: Martin Littau Herlevsen, TV SYD

Det er tredje gang, at der bliver afholdt Modelhobby På Grænsen. De tidligere gange har det været afholdt i en forladt idrætshal helt nede ved grænsen, men denne gang er messen blevet til i samarbejde med Skærbækcentret. 

- Vi har et rigtig godt samarbejde, der har gjort, at vi har meget bedre tid til at være værter for arrangementet, og så klarer Skærbækcentret resten. Det er rigtig dejligt, forklarer Kim Skov Pedersen.

De nye lokaler har givet plads til, at endnu flere kan udstille deres modelhobby, ligesom antallet af besøgende er steget markant. 

- Vi har ikke præcise tal på det, men der er kommet mange flere, end vi havde regnet med. Det er dejligt med så mange besøgende, der stiller mange gode spørgsmål til os at svare på i løbet af sådan en dag, fortæller Kim Skov Pedersen.

Det var svært at finde en parkeringsplads i nærheden af Skærbækcentret, da Modelhobby På Grænsen 2023 denne søndag løb af stablen i centrets to haller.
Det var svært at finde en parkeringsplads i nærheden af Skærbækcentret, da Modelhobby På Grænsen 2023 denne søndag løb af stablen i centrets to haller.
Foto: Martin Littau Herlevsen, TV SYD

Der er stadig en række ting, der skal falde på plads, men Modelhobby På Grænsen satser på for fremtiden at blive en årligt tilbagevendende begivenhed den sidste weekend i januar.