Skolepatruljer får skulderklap på en regnvåd morgen

I denne uge hylder Rådet for Sikker Trafik skolepatruljer landet over. I Løgumkloster kom transportministeren og hjalp til.

Igen i år bliver skolepatruljer landet over i denne uge rost for deres arbejde med at sørge for, at skolekammeraterne kommer sikkert til og fra skole.

Skulderklapkampagnen fra Rådet for Sikker Trafik hedder den sureste uge og er døbt efter den uge, hvor vejret statistisk set er koldest og vådest.

På distriktsskolen i Løgumkloster blev skolepatruljen mødt af færdselsbetjente og transportminister Benny Engelbrecht, Soc.dem., som selv trak i refleksvesten for at guide trafikken omkring skolen.

- Det var en fornøjelse. Det er unge, dybt ansvarlige mennesker, som bare har styr på trafikken og sikrer at kammeraterne kommer i skole. Det slog mig, at de har et overblik, så de hjælper ikke kun skolebørn, men også at trafikken flyder, siger transportministeren til TV SYD.

Transportministeren og færdselspolitiet var mødt op på Løgumkloster Distriktsskole for at rose skolepatruljen.
Transportministeren og færdselspolitiet var mødt op på Løgumkloster Distriktsskole for at rose skolepatruljen.
Foto: Trafikministeriet

Skolen ligger ud til en trafikeret vej, og ifølge skoleleder Tanja Linnet er skolepatruljen uundværlig.

- Lige præcis i det kryds, er der tryk på trafikken med biler, busser og cyklister, så skolepatruljen er afgørende, siger hun til TV SYD.

Og skolen har nemt ved at få eleverne til at patruljere.

- Vi har slet ikke problemer med at rekruttere, og vores elever er utrolig ærekære. Vi plejer dem også meget med ture til Legoland og bowlingaftner.

Og ministeren og skolelederen er ikke de eneste, som bakker op om skolepatruljerne.

Ifølge Rådet for Sikker Trafik synes 97 procent af bilisterne på de danske veje meget godt eller godt om skolepatruljerne.