Tønder-duo fik sit gennembrud i 2020 – se minikoncert med Mallemuk her

Tønder-duoen Mallemuk udgav sit første og anmelderroste album ’Mallemuk’ i 2020 og optrådte også ved støttekoncerten til fordel for den aflyste Tønder Festival. Du kan se deres optræden ved støttekoncerten her.

Den sidste lørdag i august var det lokale kulturhus Schweizerhalle i Tønder ramme om ikke bare én, men hele to støttekoncerter. Billetterne til den første blev revet væk, og da de optrædende kunstnere i forvejen havde sat dagen af til koncerten, blev alle enige om, at lave en ekstrakoncert om eftermiddagen.

Støttekoncerten, der også blev streamet, tiltrak seere ikke bare i de festivalforladte omgivelser i Tønder men også helt i Irland, Spanien og sågar Canada.

Lokal duo i fornemt selskab

Det fremmødte publikum fik en helt særlig oplevelse med Tønder Festival-navne som Niels Hausgaard, Jacob Dinesen, Rikke Thomsen og Signe Svendsen, der alle tidligere har optrådt på festivalen. Og så var der også gjort plads til den lokale Tønder-duo Mallemuk, der netop her i 2020 udgav sit anmelderroste første album med lokalt inspireret folk-musik.

- Det var simpelthen bare en fornøjelse at være med på så stærkt et hold, og stemningen var kanon til støttekoncerten. Det gav lige dén der festivalfornemmelse, som vi alle savner, siger Joakim Okkels, der sammen med Michael Hornhaver Mortensen udgør duoen Mallemuk.

Nu viser TV SYD Mallemuks optræden til støttekoncerten for Tønder Festival. Minikoncerten med Mallemuk sendes første gang på TV SYD+ fredag d. 18. december kl. 19.30 og kan også ses her på siden i toppen af denne artikel. 

De to tøndringe har tidligere spillet på Tønder Festival i andre konstellationer og drømmen er, at de kommer på plakaten med Mallemuk til en af de kommende festivaler:

- Det er den festival i Danmark, vi helst vil spille på. De sætter det musikalske håndværk i front og det flugter meget godt med vores måde at lave musik på, siger Joakim Okkels.

Se koncerten med Mallemuk i videoafspilleren i toppen af artiklen.
Koncerten er produceret af GigRec Productions.