Kloster Mærken håber på overskud

Årets udgave af den traditionelle by- og markedsfest i Løgumkloster blev en succes, trods truende skyer og finanskrise.

Arrangørerne af byfesten fortæller i dag til TV SYD, at sidste års underskud formentlig bliver vendt til et lille overskud.

På markedets to første dage gik handlen rigtig godt, hvorimod det har været lidt mere tamt i dag søndag.

- Vi kan godt mærke, at omsætningen nok er lidt lavere end normalt, men vi er tilfredse, siger Asger Andersen, der er teltbestyrer for Kloster Mærken.

På forhånd havde arrangørerne regnet med 40.000 besøgende. Om det mål er nået, er endnu for tidligt at sige.