Livet som godsejer: - Det er en benhård forretning

I weekenden var herregårdenes dag, hvor en lang række godser og slotte inviterede indenfor - blandt andet Stensballegaard Gods ved Horsens.

Egen golfklub, udlejningsboliger og skovbegravelsesplads.

Det er blot nogle af de ting, der er at finde ved Stensballegaard Gods nord for Horsens - som i går inviterede nysgerrige på besøg.

- På sådan en rundvisning ønsker jeg selvfølgelig, at besøgende får en forståelse for, hvad en drift af et større sted som det her indebærer, siger greve og ejer af Stensballegaard Gods, Jannik Ahlefeldt-Laurvig.

Rundvisningen var en del af Gammel Estrup Herregårdsmuseums arrangement kaldet herregårdenes dag, hvor en lang række godser og slotte i Danmark inviterede indenfor.

Nødvendigt hele tiden at optimere 

I dag er livet som herregårdsejer markant anerledes, end det er fremstillet i eksempelvis gamle danske film.

- Det er benhård forretning, ellers kan det ikke løbe rundt. Godset er konverteret over de seneste 10-15 år fra et konventionelt land- og skovbrug til lidt et miks mellem en oplevelsesøkonomi, oplevelsesaktiviteter og skovbrug, siger greven.

De fremmødte gik en tur rundt på godsets arealer - ved golfbanen, lagerhotellet omdannet fra svinestald, selskabslokalerne og en skovbegravelsesplads. Greven viste også, hvor de kommende hotellejligheder og det nye padelcenter skal ligge.

Det er nemlig nødvendigt hele tiden at optimere godset, fortæller han.

- Som ejer drejer det sig langt henad vejen om at ligge en strategi og se, hvor tingene udvikler sig hen og kunne træffe de rigtige beslutninger økonomisk, siger Jannik Ahlefeldt-Laurvig.

Selvom herregården i dag blev vist frem, så holdt rundvisningen af Stensballegaard Gods sig til de udendørs arealer, mens de private gemakker forblev private.