Denne uge kan byde på en hel måneds regn

Lokalt kan der falde op mod 70 millimeter, hvor der kommer mest.

To uger med knastørt vejr bliver nu afløst af store mængder regn de kommende dage.

Et lavtryk vil sende både fronter med regn, men også masser af byger op over Danmark i de næste par døgn, og det ustadige vejr fortsætter langt ind i ugen.

Både mandag og tirsdag kan der fortsat være mange, kraftige byger, og i perioder vil regnen også kunne være mere langvarig. Den nedbør, der falder i forbindelse med bygerne, vil være ujævnt fordelt, så der nogle steder kan falde store mængder (og på kort tid), mens man andre steder går ram forbi.

Kan ende med en måneds regn

Fra onsdag til fredag kan der fortsat være regn og byger mange steder, og når de samlede nedbørmængder for ugen bliver gjort op på søndag, så kan det vise sig, at der kan være faldet mellem 50 og 70 millimeter de steder, hvor der kommer mest.

Især i de første fem dage i ugen kan der falde store mængder regn og være risiko for skybrud.
Især i de første fem dage i ugen kan der falde store mængder regn og være risiko for skybrud.
Foto: TV2 Vejret

De største mængder ventes i den sydvestlige del af Danmark, mens bornholmerne måske kan slippe med omkring 10 millimeter regn. Prognoserne for nedbørsmængder – og placering af disse – er dog behæftede med en betydelig usikkerhed.

Til sammenligning falder der 65,8 millimeter regn fordelt over hele Danmark i en almindelig juli måned.

Vejret afbrød fodboldkamp

Søndag gik det voldsomt for sig i det sydlige og vestlige Jylland med kraftige tordenbyger, som gav anledning til både skybrud og oversvømmelser.

I Outrup lidt nord for Esbjerg nåede man næsten et dobbelt skybrud. Her blev der i løbet af søndagen målt 25,4 millimeter regn på en halv time.

Faktisk nåede Outrup op på et helt skybrud på halv tid med 18,3 millimeter regn på kun et kvarter.

Ved Store Jyndevad tæt på grænsen blev der målt 14,2 millimeter regn på en halv time, hvilket også er tæt på skybrud.

Solveig Louring Sand Andersen fra Store Jyndevad sendte et bevis på den store mængde regnbyger til TV SYD på Facebook.
Solveig Louring Sand Andersen fra Store Jyndevad sendte et bevis på den store mængde regnbyger til TV SYD på Facebook.
Foto: Solveig Louring Sand Andersen / Privatfoto
I Tjæreborg ved Esbjerg blev et kloakdæksel presset op af vandmasserne.
I Tjæreborg ved Esbjerg blev et kloakdæksel presset op af vandmasserne.
Foto: Janni Wochner Nielsen / Privatfoto

Over 5000 lyn blev der registreret i forbindelse med tordenbygerne, hvor langt de fleste var over Sønderjylland.

Regnmængderne og tordenbygerne betød, at Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrede bilister til at nedsætte hastigheden på Esbjergmotorvejen, og at fodboldkampen mellem Esbjerg fB og Vendsyssel i 1. division måtte afbrydes efter første halvleg.