Fredag og lørdag kommer sommeren på besøg

Det er ikke blevet til meget sol og varme denne sommer, men nu får vi en flig af sommeren at mærke fredag, når solen bryder igennem temperaturen stiger.

Det er med at nyde de kommende dage. Den kraftige vind aftager, og der kommer sol og varme ind over Syd- og Sønderjylland. Et højtryk kommer kortvarigt op over Danmark, hvor det stabiliserer vejret i nogle dage. 

- Fredag bliver superlækker over hele linjen. Det ligger lige på kanten til en sommerdag. Det ser ud til at blive op til 24 grader, og der ikke skal meget til, for at det ender med en sommerdag, siger meteorolog ved Tv2 Vejr, Andreas Nyholm.

En sommerdag kræver, at der er målt mindst 25 grader målt et sted i landet, og det er kun sket to gange før i denne måned - den 18. og 19. juli.

Det gode vejr fortsætter lørdag lokalt med op til 26 grader, men i løbet af aftenen og natten kommer en front ind over landet med byger og regn, og temperaturen falder til 17 - 23 grader.

I det hele taget går denne julimåned over i historien som en af de ret kolde. Alt efter hvor varmt det bliver fredag, som er den sidste dag i juli, bliver det den koldeste juli i mere end 20 år.

Søndag - den første dag i august - begynder lun, men især i det østlige Danmark, hvor det muligvis kan blive strandvejr i København, men næppe ved Vesterhavet.