Prognose: Sådan rammer kraftigt blæsevejr Danmark onsdag

Et kraftigt blæsevejr er på vej mod Danmark. Især Vadehavskysten forventes at blive ramt af de kraftige vinde.

Et stormlavtryk vil onsdag passere hen over Danmark, og det giver risiko for, at en del af landet kan få det meget blæsende.

Ifølge de seneste prognoser vil lavtrykket bevæge sig tværs gennem Danmark i løbet af onsdagen og sende et kraftigt vindfelt med middelvind af stormende kuling.

Ganske kortvarigt kan det ikke udelukkes, at man ved enkelte kyster kan få fuld storm.

Vindstødene vil ifølge prognosen kunne nå stormstyrke hen over de sydlige egne, og ved Østersøen kan de kraftigste vindstød nå stærk storm. 

 
 
Foto: TV 2 Vejret

Første septemberstorm i 27 år

Hvis onsdagens kraftige blæsevejr ender med en regulær storm, er det den første storm i september måned siden 1990.

Ikke siden da har det blæst med stormstyrke hen over Danmark i september.

Det mest sandsynlige er dog, at middevindhastigheden holder sig akkurat under 24,5 meter per sekund, som er grænsen for storm.

Stormen kan få et drengenavn med 'I'

Hvis det alligevel skulle ende med storm, så kan den blive navngivet. Det kræver, at den varsles af DMI, som navngiver storme i Danmark.

Vi er nået til 'I' på listen over navne, så den kommende storm kan komme til at hedde Ib, Iver eller måske Ivan.

I England har den fået navnet Aileen, mens den i Tyskland hedder Sebastian. 

ONSDAG KLOKKEN 21
ONSDAG KLOKKEN 21
Foto: TV2 Vejret

 

ONSDAG KLOKKEN 21
ONSDAG KLOKKEN 21
Foto: TV2 Vejret