Sønderjysk familie afviser skyld i dødsulykke i Italien

Fire danskere var ombord på en motorbåd, da den kolliderede med en sejlbåd. En person mistede livet i ulykken. En anden er fortsat savnet.

Den sønderjyske familie på fire, der var ombord på en motorbåd, da den kolliderede med en sejlbåd i Italien, afviser at være skyld i ulykken, der kostede en italiensk mand livet.

Det meddeler sønnen til en af de fire danskere ombord i et mailsvar til TV 2.

Her understreger han, at forholdene i forbindelse med ulykken på ingen måde er klarlagt.

- Det er opfattelsen, at ulykken skete som følge af den anden parts manglende overholdelse af de på søvejene gældende vigeregler, selvom dette, når der er tale om tab af menneskeliv, nok er af mere underordnet betydning, skriver sønnen.

Som tommelfingerregel skal både, der sejler med motor, ifølge de internationale søfartsregler vige for sejlbåde.

Ifølge italienske medier har den italienske fører af sejlbåden fortalt, at den danske båd kom med høj fart og uden fører, men det afviser sønnen.

- Det kan afvises, at ulykken skete som følge af indtagelse af narkotika/alkohol, for høj fart, manglende opsyn/udsyn eller lignende, skriver sønnen.

Her oplyser han desuden, at de involverede danskere alle har fået udleveret deres respektive pas og er på vej retur til Danmark.

Håber stadig at finde forsvunden kvinde i live

Ulykken fandt sted omkring klokken 17.30, hvor en dansk motorbåd med fire danskere ombord stødte sammen med en italiensk sejlbåd med seks italienere ombord på havstrækningen mellem de to øer Argentario og Giglio i Toscana-regionen. En italiensk kvinde savnes fortsat efter ulykken.

Her skete ulykken lørdag omkring klokken 17.30

Webklip_25-7-2022_184527_nyheder.tv2.dk
Foto: TV 2


I motorbåden befandt sig en 58-årig dansk mand, der var fører af båden, hans 53-årige kone, hans 26-årige søn og sønnens kæreste, en 24-årig dansk kvinde.

Ulykken skete ud for havnen i Argentario, der ligger cirka 150 kilometer nord for Rom.

Redningstjenesten ankom til ulykkesstedet få minutter efter påsejlingen, da passagerer på sejlskibet ringede.

Ifølge redningsmyndigheden håber man stadig på at finde kvinden i live, da vejret har været godt siden ulykken.

- Vi leder efter en levende person, siger Luigi Buta, der er leder for redningstjenesten i området.

Yderligere fire italienske statsborgere er blevet indlagt på hospitalet som følge af ulykken.

Medie: Undersøger mulig sigtelse for uagtsomt manddrab

Det italienske medie Rai News skriver, at indledende undersøgelser af ulykken peger på, at motorbåden sejlede med autopilot slået til på tidspunktet for kollisionen.

Anklagemyndigheden i Orbetello er ved at undersøge muligheden for at sigte bådens ejer for uagtsomt manddrab, uagtsom legemsbeskadigelse og påsejling, skriver Il Messaggero.

Herunder ses det italienske beredskab arbejde ved ulykkesstedet:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Udenrigsministeriets Borgerservice har tidligere bekræftet, at der er danske statsborgere, der har været involveret i en bådulykke. Og at man yder konsulær bistand i sagen.