Store ændringer i folkeskolen - elever får kortere skoledag og færre eksamener

Elever i 8. og 9. klasse vil kunne vælge at komme i juniormesterlære, hvor de eksempelvis er i skole tre dage om ugen og i mesterlære de resterende.

Fremover skal skolen have et større fokus på praktisk læring frem for at sidde stille på en stol. Det betyder blandt andet, at elever i indskolingen vil få en kortere skoledag, mens de ældste elever får mere valgfrihed og praktisk undervisning.

Det har børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) netop præsenteret på et pressemøde i Børne- og Undervisningsministeriet.

- Vi har først og fremmest aftalt, at flere beslutninger skal træffes lokalt og færre på Christiansborg, siger Mattias Tesfaye.

Aftalen indeholder 33 politiske tiltag og er indgået sammen med partierne Liberal Alliance, De Konservative, De Radikale og Dansk Folkepart.

Færre eksamener

For første gang i 30 år får folkeskolen også et helt nyt fag. Nemlig faget teknologiforståelse.

En anden markant ændring er, at antallet af eksamener skæres ned fra otte til seks. Til gengæld indføres muligheden for at give karakterer allerede fra 6. klasse.

- Der bliver frihed på den enkelte skole til at give karakterer allerede fra 6. klasse, hvis det samtidig ledsages af feedback - det kan både være skriftlig eller mundtligt, siger Mattias Tesfaye.

Udover at eleverne kan se frem til færre eksamener, så bliver antallet af bindende mål i folkeskolens læreplaner, som fastsætter mål for læring, også skåret kraftigt ned fra 1081 til 215.

En skole med mindre skærm

Generelt går eleverne en mere praktisk folkeskole i møde, understreger Mattias Tesfaye.

Elever i 8. og 9. klasse vil kunne vælge at komme i juniormesterlære, hvor de eksempelvis er i skole tre dage om ugen og i mesterlære de resterende dage. Derudover bliver erhvervspraktik obligatorisk.

Derudover afsætter regeringen 500 millioner årligt til mere intensiv undervisning i dansk og matematik. Det skal gå til de ti procent af eleverne per skole, som har de største udfordringer.

Regeringen afsætter også 540 millioner kroner til indkøb af bøger og 2,6 milliarder kroner til bedre faglokaler. Det skal blandt andet medvirke til at få mindre skærm i folkeskolen, siger Mattias Tesfaye.

- Det er udtryk for, at vi ønsker en skole, hvor eleverne kan røre i gryderne og bladre i bøgerne. Skolen skal være fysisk og håndgribelig, siger han.

Aftalen giver også mulighed for, at elever, der lider af skolevægring og derfor har højt fravær, kan få online undervisning.

De fire partier hæfter sig ved, at aftalen giver mere frihed til, at de enkelte skoler kan indrette sig, som de vurderer, at det giver bedst mening. Radikale Venstre siger dog, at de har været i tvivl om, de ville være med i aftalen, og at der er dele af aftalen, som de står uden for.