Alle troede Henriette var et arrigt barn – en undersøgelse viste, at hun var unik

Else Jeppesen fra Esbjerg fik for 15 år siden et opkald. Stemmen i telefonen spurgte, om hun ville være plejemor for et barn, som var svær at finde en plads til.

Da Henriette Christensen blev født på Haderslev Sygehus for 20 år siden, var hun et smukt og velskabt barn. Hun voksede op hos sine forældre  i Rødekro sammen med fire søskende.

Som hun voksede op, så hendes forældre et glad og energifyldt barn, som var stærkt som en bjørn og foretrak at være udenfor. Hun fiskede med sin far og bagte kager med sin mor.

Men de så ikke, hvad der foregik i hendes indre. At hun var udviklingshæmmet. Med årene følte hun sig misforstået og ingen forstod hvorfor. Forældrene vidste ikke, hvordan de skulle styre Henriette. I deres forsøg på opdragelse omsorgssvigtede de hende, hvilket accelererede hendes i forvejen dårlige tilstand.

- Jeg ved, at jeg er handicappet. Men jeg forstår ikke hvordan, siger Henriette Christensen.

På TV SYD PLAY kan du følge Henriette og hendes venner på arbejde i Glad Zoo i programmet ’Ualmindelig glad’.

Så fik hendes mor en besked. Det satte gang i en transformation, som forandrede Henriette.

Beskeden var, at Henriette blev anbragt hos en plejefamilie.

66-årige Else og Henning Jeppesen har været plejefamilie siden 1997. For 41 år siden fik de datteren Heidi, som blev født med stofskiftesygdommen Refsums sygdom, som gjorde hende handicappet. Det gav Else og Henning erfaring og viljen til at hjælpe andre børn med udfordringer.

- Det er meget hårdt, men det er en livsstil. Det gav mig også mulighed for at være hjemme med min egen datter, siger Else.

Else forlod sit arbejde som byggetekniker og Henning skrinlagde sit isoleringsfirma. Han har også tidligere arbejdet med kriminelle unge. De blev plejefamilie på fuld tid og har gennem årene modtaget seks plejebørn og flere aflastningsbørn på deres store landsted uden for Esbjerg.

Det var altså en erfaren plejemor, som fik et opkald om at tage et barn ind, som ingen andre ville modtage.

Barnet var Henriette. Hun var fem år gammel på det tidspunkt og overvægtig. Hun havde ingen mæthedsfølelse og stjal mad i smug. Engang stjal hun et frossent hvidløgsbrød og spiste det. Ifølge Else ville andre plejefamilier ikke tage imod Henriette, fordi hun var for vanskelig. Derudover stammede hun også.

- Hun var et barn, som var meget udadreagerende og kunne finde på at kaste med stole. Men hun var også som en computer, hvor harddisken var tom, siger Else.

Ifølge Else vidste Henriette godt at Nutella madder smagte godt, men hun vidste ikke, at græs er grønt.  

- Jeg flyttede fordi min mor og far ikke kunne passe mig. Jeg kan ikke huske, hvordan det var at bo hjemme, siger Henriette.

Da Else og Henriette mødte hinanden første gang, kravlede den dengang femårige pige med det samme op på Else.

Der bimlede alarmklokkerne første gang.

Henriette havde intet filter, når hun mødte fremmede. Hun så alle som søde mennesker og manglede en naturlig skepsis og tilbageholdenhed.

- Det er usundt, at man krammer mange fremmede mennesker, siger Else.

Hun havde også problemer med legekammerater. Hun kunne bedst lege med børn som var yngre end hende, men hun var for stor og voldsom. Børn på samme alder opfattede hende som kluntet og hun kunne ikke følge med.

- Henriette var ikke blevet stimuleret i årevis og problemet blev, at hun havde sin personlighed imod sig. Det er typisk for plejebørn, som er blevet forsømt, siger Else.

Det første mål for Henriette var at tabe sig. Hun gik i tøj, som passede til tre-fire år ældre børn.

Efter tre måneder havde hun tabt sig.

- Da jeg flyttede hjem til Else og Henning, var det rart og afslappende. Jeg kunne ikke slappe af hos mine rigtige forældre, husker Henriette.

Så begyndte hun i skole.

Men hun kunne stadig ikke styre sin frustration, og hun blev vred. Meget vred.

De første år gik Henriette på en skole i Esbjerg. Men hun trivedes ikke.

- Jeg var næsten mere i skole end hende, fortæller Henning.

Else og Henning fik ofte opkald fra skolen med besked om, at de skulle hente Henriette. Lærerne var simpelthen bange for hende, når hun blev vred og genstande fløj gennem luften.

Men Else forstod ikke, hvorfor Henriette mistede kontrollen over sig selv. Hun så aldrig vredesudbruddene i hjemmet.

- Når de ringede fra skolen, tænkte jeg, hvad det var for et barn, de havde. Jeg oplevede slet ikke Henriette blive vred, siger Else.

Else prøvede endda at fremprovokere vreden. Hun løb fra hende, når de løb om kap. Sagde hende imod og lod være med at indvie hende i planer. Noget der ellers kunne trigge vreden.

- Lige meget hvad jeg gjorde, så blev hun aldrig vred. Jeg har aldrig oplevet hende vred, siger Else.

Henriette havde gået til psykolog, som havde formuleret anbefalinger til hendes skole. Ifølge Else opdagede hun, at skolen ikke læste de anbefalinger, som skulle hjælpe Henriette.

Så skiftede de skole.

Det forandrede Henriette.

Nu blev der lyttet til hende og hun blev indviet i de opgaver og planer, hun skulle. Det gjorde hende tryg og gav hende selvværd. Else og Henning lærte hende, at hun ikke løste noget ved at beklage sig derhjemme. Hun skulle henvende sig til lærerne.

Et år senere stoppede vredesudbruddene. Mæthedsfølelsen kom også.

I de følgende år tog hun kvantespring i sin udvikling. Fra at være et overvægtigt og omsorgssvigtet barn med temperament, kom hun i balance med sig selv og sine omgivelser.

Henriette elsker dyr og begyndte at konkurrere i hundeudstilling. Det er en konkurrence, hvor man skal vise en hund frem mens dommere giver point. Og Henriette vandt pokal efter pokal.

Hun begyndte at gå til handicapsvømning. I øjeblikket har hun vundet 65 medaljer i svømning. 42 af dem af guld.

Som årene gik, opstod et nyt problem.

Henriette havde på det tidspunkt aldrig fået en diagnose og var dermed stillet som et normalt fungerende menneske, når hun fyldte 18 år. Al hjælp fra det offentlige ville slutte, når hun blev voksen. Hun skulle flytte alene i egen bolig med regninger og selvforsørgelse.

- Det ville hun slet ikke kunne. Hvis hun skulle tre ting, så ville hun kun nå at gøre den første. Derefter har hun glemt de andre to, siger Else.

Derfor pressede Else og Henning på for at få Henriette udredt, da hun var 15 år. At hun blev undersøgt og fik en diagnose, ville sikre hende hjælp i fremtiden.

Gennem to år blev Henriette undersøgt med elektroder på hovedet, psykologsamtaler og skanninger.

Undersøgelsen viste, at hun havde en kromosomfejl på det femte kromosom.

Det havde lægerne aldrig set før. Henriettes diagnose var unik.

Derfor blev Henriettes biologiske forældre også undersøgt, og lægerne opdagede, at hendes far havde samme kromosomfejl. Der er dermed de eneste to kendte tilfælde i Danmark med kromosomfejl på det femte kromosom.

Lægerne formoder, at Henriette har arvet kromosomfejlen fra sin far.

På grund af den utrolige sjældenhed ved man næsten ingenting om de udfordringer, som kromosomfejlen giver hende. Hun fik en stor kæbeoperation i foråret på grund af forkert tandstilling. Derudover er hun sent udviklet motorisk og mentalt.

Else vurderer hendes mentale alder til at være ti til tolv år. Altså omkring ti år yngre.

I dag er Henriette i gang med sit sidste år som dyrepasser i dyreparken Glad Zoo. Hun havde håbet, at hun kunne blive og arbejde i dyreparken, men det kunne desværre ikke lade sig gøre.

Hun tænker på, at hun skal flytte fra Else og Henning om et år. Hun håber, at hun kan få sin egen lejlighed på et bosted.

- Jeg vil gerne arbejde med dyr resten af mit liv. Måske i en dyrebutik som sælger dyr, siger hun.

Hendes biologiske forældre var kede af, at hun flyttede fra dem og ikke ønskede at flytte hjem igen. Men de er glade for, at hun har fået det bedre og har erkendt, at det var den bedste løsning for Henriette. De ses en gang om måneden, når Henriette har lyst.

Både de biologiske forældre og plejeforældre understreger, at deres samarbejde er godt.

Se Henriette og de andre udviklingshæmmede i Glad Zoo hver søndag i TV SYD-programmet ’Ualmindelig glad’ på TV SYD.