Brostrøm: Disse forholdsregler kan du tage, når du skal stemme

Eget mundbind, egen kuglepen og sprit er nogle af de forholdsregler, du kan tage, når du skal stemme tirsdag.

Det er trygt og sikkert at stemme til kommunal- og regionsrådsvalget.

Det var hovedbudskabet fra indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (A), KL's formand, Martin Damm (V), og Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, på mandagens pressemøde.

- Selvom vi står i en pandemi, kan vi trygt gå ned og stemme i morgen. Det skyldes, at kommuner og valgstederne gør en kæmpe indsats for, at valget kan afholdes både trygt og sikkert, siger Søren Brostrøm.

Søren Brostrøm hæfter sig ved, at mange danskere er vaccineret, og at vaccinedækningen er høj, hvorfor der ikke er grund til bekymring.

Derudover er der mulighed for at spritte af, før og efter man stemmer, at medbringe sin egen kuglepen, at tage et mundbind med, og så luftes der ud på valgstederne.

Der er også mulighed for at stemme i hvide telte ved flere valgsteder, hvis man er smittet. Ligeledes kan man ved nogle af valgstederne stemmer ved særlige vogne og fra sin egen bil.

Alle skal kunne stemme trygt

Minister Kaare Dybvad opfordrer også til, at man stemmer mellem klokken 10 til 15, som er det tidsrum, hvor der traditionelt er færrest mennesker ved valgstederne.

Valgstederne forventes dog ikke så besøgt som under normale omstændigheder, eftersom mange har valgt at brevstemme til kommunal- og regionsrådsvalget.

Søren Brostrøm understreger, at der ikke er nogle krav om hverken mundbind på valgstederne eller coronapas.

- Det er alles ret at stemme i morgen, og man kan ikke blive afvist på valgstederne, lyder det fra Sundhedsstyrelsens direktør.

Valgstederne har åbent mellem klokken 8 til 20 tirsdag.