Kommuner er coronaberedte på valgdagen

Kommunerne har styr på corona-situationen under valgdagen, vurderer næstformanden for KL, Martin Damm.

Coronaen hænger som en tung sky over tirsdagens kommunal- og regionalvalg, og det har givet landets 98 kommuner en vigtig opgave med at skabe rammerne for en sikker og tryg valgdag.

Med 4,7 millioner stemmeberettigede landet over er det også en stor opgave.

Ikke desto mindre er kommunerne klar til at løfte ansvaret, vurderer næstformanden for Kommunernes Landsforening (KL), Martin Damm (V).

- Rundt omkring i kommunerne har vi gjort alt, hvad vi kan, for at det skal være trygt at afgive sin stemme. Det er vores ansvar at afvikle valgene på en god og tryg måde.

- Danskerne kan trygt gå til valg, siger kommunernes næstformand.

Ifølge Martin Damm fik landets kommuner i sidste uge tilsendt 99 paller med remedier, som skal sikre vælgerne mod corona.

Håndsprit, engangshandsker, mundbind og visir i valglokalet

Det drejer sig om redskaber som håndsprit, engangshandsker, mundbind og visirer.

Foruden remedierne vil kommunerne følge en række forholdsregler. På valgdagen vil der være regelmæssig udluftning, afstandsmarkører og kyndige folk til at vejlede.

Kommunerne vil desuden tilbyde mulighed for at stemme uden for i telt eller lignende, hvis der er trængsel på valgstedet, eller man føler sig utilpas ved at opholde sig indendørs.

En anden mulighed er at benytte de såkaldte vognstemmer, hvor en udsending bringer stemmen til og fra førerens køretøj.

Det kræver blot, at man kontakter en valgstyrer eller en tilforordnet vælger.

Man kan afgive sin stemme på sit lokale valgsted tirsdag fra klokken 8 til 20. Hvis det er muligt anbefales det, at man afgiver sin stemme mellem klokken 10 og 15, hvor der er færrest på valgstederne.