TV der bevæger dig

Bål i skoven ledte politiet frem til Kit efter tre døgns forsvinden

Det var et bål i skoven ved Oksbøl, der onsdag aften ledte politiet frem til den 52-årige Kit Hildgaard Andersen efter, at hun havde været savnet og efterlyst i tre døgn.

Den 52-årige Kit Hildgaard Andersen er fundet igen efter tre døgns intens eftersøgning.

Kit Hildgaard Andersen blev fundet i god behold onsdag aften ved 21-tiden efter en henvendelse fra borger, der havde set et ildskær fra et skovområde nær Oksbøl.

Da en brandmand kom frem til stedet, mødte han en kvinde, der sad ved et bål og kontakter landbetjenten i Oksbøl, som også kom til stede.

- Min kollega får via vagtcentralen bekræftet beskrivelsen af Kit Hildgaard Andersen, som svarer til kvinden ved bålet - og dermed står det hurtigt klart at flere døgns intens eftersøgning er slut, fortæller politikommissær Jan Rebsdorf til TV SYD.

Læs også Kit er fundet og hun har det godt

Jan Rebsdorf er leder af hundeafdelingen ved Syd- og Sønderjyllands Politi og har stået i spidsen for eftersøgningen af den forsvundne kvinde.

Politiet kørte i aftes Kit Hildgaard Andersen tilbage til hjemmet i Horslund ved Ribe. Med fundet af den savnede er politiets indsats overstået - og da der ikke ligger nogen for for forbrydelse bag hendes tre dages udflugt fra hjemmet, er baggrunden af privat karakter, lød det onsdag aften fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiets meget omfattende eftersøgning byggede på henvendelser fra vidner, der havde set en kvinde svarende til beskrivelsen af  Kit Hildgaard Andersen i Allerup, Tjæreborg Enge og på Nøregade i Esbjerg, inden hun i aftes blev fundet i Oksbøl, der ligger mere end 55 kilometer fra hendes hjem i Horslund ved Ribe.