Efter 60 år med fugle: - Det her har jeg aldrig set

Skovsnepperne er presset i bund af den hårde frost. Nu forsøger de at overleve ved at skifte adfærd. Den måde, de opfører sig på, er helt uhørt, siger leder af Blåvand Fuglestation.

OPDATERET: Artiklen er opdateret 13. februar klokken 09.25. Det fremgik tidligere af artiklen, at Bent Jakobsen er tidligere leder af Blåvand Fuglestation og har haft interesse for fugle i 48 år. Dette var ikke korrekt. Bent Jakobsen har haft interesse for fugle i 60 år og er i dag stadig leder af fuglestationen.

Folk, der nyder at kigge på havens fugle, kan i disse frosttider få sig noget af en overraskelse. 

For skovsneppen er blevet så desperat, at den nu søger føde i villahaverne.  

quote

Det er helt uhørt. Skovsnepperne har skiftet helt adfærd

Bent Jakobsen, ornitolog

- Man er nærmest uheldig, hvis man ikke har set en skovsneppe her i februar. Det vrimler med dem, selv i byerne, hvor de søger ned i haverne i håbet om at finde føde i form af orm eller andre dyr i jorden eller under bladene.

De har skiftet adfærd 

Ordene kommer fra Bent Jakobsen, leder af Blåvand Fuglestation og ornitolog gennem 60 år.  

I Blåvandområdet optalte Blåvand Fuglestation torsdag ikke mindre end 130 skovsnepper, hvoraf de fleste stod i haverne rundt omkring. 

- Det er helt uhørt. De har skiftet helt adfærd, siger ornitologen. 

Skovsnepperne er så pressede, at de flyver rundt selv i dagtimerne for at finde mad.
Skovsnepperne er så pressede, at de flyver rundt selv i dagtimerne for at finde mad.
Foto: David Manstrup

Normalt holder fuglene til i skoven om dagen og flyver ud på markerne og fouragerer (spiser) om natten. Men nu er de så pressede, at de flyver rundt selv i dagtimerne for at finde mad.

Mange vil dø

Hvert år trækker skovsnepperne til Sydvesteuropa og England, men ikke i år. For december og januar har været ualmindeligt varme, så mange er blevet i Danmark. Det skulle de ikke have gjort. Den pludselige kulde og sne i februar har overrasket fuglene. Nu kan de ikke rigtig finde ud af at trække væk.

- Mange vil dø af kulde og fødemangel. Det sker allerede nu i Sydnorge, siger Bent Jakobsen. Han fortæller desuden, at det er svært at hjælpe skovsnepperne. De spiser ikke fuglefoder, men lever af levende orme, larver og andre insekter.