- Manden var noget forkommen. Og han havde slugt meget vand, siger driftschef Anders Myrhøj fra Tryg-Fonden, som har livreddere på stranden ved Vejers.
- En kvindelig badegæst slog alarm til vore livreddere, som kørte ca. 500 meter væk fra livreddertårnet. Her var flere badegæster igang med at bringe den tyske mand ind på et surfbræt.
Der var slået alarm til 1-1-2, og Falck ankom hurtigt med ambulance og redningsbåd. Også lægehelikopteren var tilkaldt.
- Han var ved bevidsthed og nogenlunde klar. Men han blev overført til sygehuseet i Esbjerg, siger Anders Myrhøj fra Trygfonden.
Syd- og Sønderjyllands Politi tweetede, at fire personer blev reddet i land. Det var dog kun den tyske mand, som var 50-55 år, som var i problemer.
- Vores patrulje har registreret, at fire personer kom i land, siger vagtchef Ivan Gohr Jensen til TV SYD.
Hverken politi eller livredder har talt med pårørende til manden.
- Det tyder på, at han har badet alene, siger Anders Myrhøj. Nu gik det godt i dag, men man bør aldrig bade alene. Og slet ikke så langt fra vore livreddere, som ikke har mulighed for at overvåge hele standen.