Hjælpende hånd med offentligt tilskud

To Landsbyer ved Varde har fået en pedel. Han kører skolebus, og så giver han en hånd, hvis nogen har brug for det.

 Vi tog på tur med Emil Henriksen, der fra i dag er landsbypedel i Nordenskov. Det var første skoledag for børnene i landsbyen, og de blev for første gang kørt i en rigtig skolebus.

To års forsøg

Med støtte fra Velfærdsministeriet afprøver Varde Kommune nemlig en ny model for busdrift. Det betyder, at landsbyerne Nordenskov og Næsbjerg har fået ansat hver sin landsbypedel til at køre børnene til skole og klare andre praktiske opgaver.

Det nye tilbud til landsbyerne er et to årigt forsøgsprojekt i Varde Kommune. Den søgte efter en dygtig chauffør, en habil handyman og et voksent menneske med forstand på børn.

Emil Henriksen, Lunde, blev ansat som landsbypedel i Nordenskov. I Næsbjerg blev det Ivan Schou fra Oksbøl.

Den vil tilbyde en ekstra service, som gør landsbyerne attraktive for tilflyttere. I Nordenskov bliver der tale om et offentligt-privat samarbejde, og det er Nordenskov-pedellen, der skal køre børnene fra begge landsbyer i skole.

Varde Kommunes samarbejdspartner er Lunde Turistfart, der sørger for skolebus samt chauffør og pedel i én og samme person.

Praktisk arbejde

I Næsbjerg bliver pedelopgaverne planlagt i samarbejde med Næsbjerg Sogns Borgerforening. Men her er pedel Ivan Schou en kommunal medarbejder, som i forvejen er ansat i Virksomheden Drift.

Begge landsbyer kan trække på sin pedel til praktiske opgaver i 300 timer om året. F.eks. til at rette op på et skævnt vejskilt eller pynte på en blomster-kumme, der er lidt tilgroet.