Lige fra den tidlige morgenstund fejres Flagdagen mandag med en march og parade i Varde by, samt en parade i Oksbøllejren.
Senere mandag får 60 børn af veteraner og soldater tildelt en børnemedalje. Dem får de for at vise, at pårørende også yder en stor indsats, når danske mænd og kvinder udsendes på internationale missioner for Danmark.
Den Nationale Flagdag i Varde har en helt særlig betydning for kommunen med tre garnisoner, og godt 1500 militære arbejdspladser, samt cirka 700 veteraner.
Udover soldater, veteraner og deres pårørende deltager både minister for børn, unge og ligestilling, Ellan Trane Nørby, samt Vardes borgmester Erik Buhl også i arrangementet.
Det er meget forskelligt, hvordan kommunerne fejrer Den Nationale Flagdag, som er er hyldest til de danske soldater for den fremragende og professionelle indsats, som Danmarks udsendte yder og har ydet i en række af verdens konfliktområder.
Det er ikke alle kommuner, som markerer dagen, som har været højtideligholdt siden 2009.
Her kan man se om den kommune man bor i, fejrer Den Nationale Flagdag.
Program for Den Nationale Flagdag i Varde Kommune
08.00 – 09.00. Parade i Oksbøllejren.
Varde by:
14.45 – 15.05. Kranselægning i Mindelunden på Varde Kaserne.
15.15 – 15.45. March fra Varde Kaserne til Torvet.
16.00 – 17.00. Parade og taler på Torvet
· Garnisonskommandant, Oberst Birger Mejlholm
· Minister for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby.
· Borgmester i Varde Kommune, Erik Buhl
17.00 – 17.45. Kaffe og kage på Torvet.
17.45 – 18.15. March fra Torvet til Varde Kaserne.