Kæmpe krigsmaskine kommer til Oksbøl i historisk stor øvelse

Mere end 500 soldater fra ni forskellige lande deltager i øvelsen Dynamic Front, der bliver den største artilleriøvelse i Danmark i 30 år. Øvelsen betyder, at der i de kommende dage vil være stor militær tilstedeværelse på vejene mod Oksbøl.

Oksbøl Skyde- og Øvelsesterræn danner 27. til 30. marts rammen om den amerikansk ledede øvelse Dynamic Front, skriver Varde Kommune i en pressemeddelelse.

Her vil tunge morterer fra Danmark og haubitser fra Frankrig, Polen og USA skyde med granater, amerikanske F-16 kampfly vil kaste bomber, og skibe fra NATO’s flådestyrker vil yde ildstøtte fra søsiden.

Natoøvelsen 'Dynamic Front'

  • Til Dynamic Front deltager soldater fra USA, Storbritannien, Polen, Frankrig, Spanien, Canada, Tyrkiet, Grækenland og Danmark.

  • Det er Hæren, der koordinerer indsatsen for de udenlandske enheders ophold i Danmark.

  • Også Forsvarskommandoen, Hjemmeværnet, Flyverkommandoen, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Politiet, Transportministeriet og Varde kommune bidrager til opgaven.

Placeringen af den omfattende militære øvelse på Oksbøl Skyde- og Øvelsesterræn sker, da området er central del af NATO’s østlige flanke og har de betingelser, som der kræves til både internationale øvelser og klargøring til reelle indsættelser.

- Vi står midt i en anspændt international situation, hvor et stærkt samarbejde på tværs af NATO-landene er afgørende. Vi er stolte over at lægge grund til en øvelse af denne historiske størrelse netop med fokus på at styrke det internationale samarbejde. Vi glæder os til at byde velkommen til soldaterne fra alle de deltagende lande, udtaler Vardes borgmester Mads Sørensen i pressemeddelelsen.

Det er blandt andet danske Piranha V, som i de kommende dage kan spottes på vejene i Varde Kommune.
Det er blandt andet danske Piranha V, som i de kommende dage kan spottes på vejene i Varde Kommune.
Foto: Free

Soldater fra mange lande i bybilledet

Allerede fra den 21. marts vil der være øget militær og dermed trafik i området og på vejene omkring Oksbøl. Det skyldes, at de forskellige udenlandske enheder laver selvstændige øvelser forud for den fælles militærøvelse.  

Desuden vil man kunne opleve soldater fra de deltagende lande USA, Storbritannien, Polen, Frankrig, Spanien, Canada, Tyrkiet og Grækenland være synlige i bybilledet.

Vejrballon over Nymindegab

Ved Nymindegab vil en stor ballon kunne ses på himlen. Det er en såkaldt vejrballon, som skal overvåge de meteorologiske forhold frem mod øvelsens begyndelse.