Familie tog idé fra København med til Jylland

Hr.og fru Ølgod danner både par privat og som iværksættere. Nu i Nr. Nebel.
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Mikrobagerier satser mere på kvalitet end på kvantitet. Med jyske huslejer er det nemmere at klare økonomisk. Og så tæller familien alt.

Det er ikke fordi, de havde det skidt i København. Slet ikke. De trivedes fint i Sydvestkvarteret og solgte brød fra deres Long John-cykel eller fra deres lillebitte butik. Men så skete der noget, der ændrede deres perspektiv.

- Vi fik børn, griner Pernille Møller Ølgod.

Så de vendte rundt på stenbroen og satte kurs mod deres hjemstavn. Hun er fra Nordenskov. Han er fra Lunde. Nu bor de i Lunde. Fem kilometer fra mikrobageriet lige udenfor Nr. Nebel.

Tættere på familien

Parret er på den måde et godt eksempel på den trend, der viser, at unge familier vælger land frem for by.

- Her er højere til “loftet”, men også tættere på vores familier, siger Niels Møller Ølgod.

Familie er kodeordet her. At kunne være tættere på både den ældre generation og den yngre. Som i dag består af Solveig på bare 1 år og August nu på 3 år.

- Vi vil gerne give dem samme barndom, som vi selv husker at have oplevet, siger Niels Møller Ølgod.

Solveig lige vågnet og op fra barnevognen går straks i gang med at charmere fotografen. Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Se det

Men også huslejen spiller en rolle. Og her vinder Nr. Nebel med mange længder foran Sydvestkvarteret i København. Det betyder, at familien her har det langt nemmere end over there i hovedstaden.

Niels Møller Ølgod står og ælter surdejen på et bord i selve butikken, hvor også ovnene står og kører. Det er meningen. Folk skal kunne se, hvad han laver. Opskrifterne er heller ikke hemmelige. Gennemsigtighed kan de godt lide.

- Vi vil rigtigt gerne gøre folk nysgerrig på, hvordan vi laver brødet, og hvor vores brød kommer fra. Hele vejen tilbage til den enkelte kornmark, siger han.

Iværksætter, pædagog og bager. Niels Møller Ølgods hjerne og hænder arbejder hurtigt. Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Nysgerrige

Hej med jer, siger et par, der er på nogenlunde samme alder som Pernille, 32 år og Niels, 33 år. De griner ved gensynet. Parret er også flyttet tilbage. Fra Århus. Snart griner de af, at de skal have en BMO. Bolle Med Ost. Forkortelsen er for de, der er unge og bor i København. Noget jyder kan grine længe af.

Det unge par sidder udenfor bageriet, mens bilerne lunter rundt i rundkørslen 100 meter fra bordene og deres røde saft lavet fra rabarber, der har groet i en forældre-have.

- Det er fantastisk, at vi har fået sådan et mikrobageri, siger den nygifte kvinde Lise Tarp Christensen - “før Hansen” - Vester Janderup.

Det er surdej. Det skal være kvalitet, insisterer parret.

Hjælp

Pernille og Niels er udmærket klar over risikoen for at blive stemplet som “københavnere”, men de er for meget jyder til at lade sig gå på af det, og har intet mærket til det. De er heller ikke spor bekymrede over, at de åbner et mikrobageri her i Nr. Nebel, hvor de lokale måske ville rynke på næsen.

- Vi synes folk har været meget nysgerrige på os - på den gode måde. Folk har virkelig bakket os meget op, siger Pernille Møller Ølgod.

- Og så vil folk alle steder gerne have kvalitet, siger Niels Møller Ølgod.

Skiltet Møllers mikrobageri er ikke kommet op endnu. Autocamperen ses til venstre. Familien skal snart på tur sammen. Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Bager er pædagog

De har heller ikke set rynkede næser, når de nævner deres priser.

- Vi tager faktisk det samme for vores boller og brød her som i København, siger “bagermester” Niels Møller Ølgod - som egentlig er pædagog.

Hun er fotograf. Bryllupsfotograf for eksempel. Nu står hun og laver brownies, mens Solveig ligger og snuer i barnevognen udenfor ved siden af autocamperen.

Til Italien

Den skal nævnes her for til september - når turistsæsonen er ved at falme - så starter de fire den op og kører først til Spanien og dernæst til Italien. Ferie, jovist.

- Men vi skal også lige se på noget forskelligt mel, griner Pernille Møller Ølgod.

Iværksætterhjernen drøner konstant rundt. Snart holder de en aften foran bageriet med en masse hjemmebagte pizzaer.

- Kunne det ikke være hyggeligt, siger Niels Møller Ølgod.

Følg kongebesøget i Sydslesvig - kongeparret siger farvel til Flensborg

Foto: Mathiias Jesper Strange Hansen, TV SYD
Udgivet

Tirsdag gæster Kong Frederik og Dronning Mary Sydslesvig, som en del af kongeparrets tiltrædelsesbesøg i Tyskland.

Efter lidt mere end 10 måneder som konge af Danmark, besøger kongeparret Sydslesvig, som den anden af to tyske destinationer på deres tiltrædelsesbesøg.

Mandag gik turen til Berlin, mens de på dagens besøg i Sydslesvig runder Danevirke og Flensborghus.

Cheftræner tager ansvaret for dårlige kampe før sensation

Thomas Nørgaard i midten havde store roser til sine spillere ovenpå sejren mod FC Midtjylland efter to negative historier. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Udgivet

Sønderjyske kom op på hesten i weekenden efter to negative præstationer mod AaB og FC Nordsjælland. Kampe, som skulle være grebet anderledes an, ifølge Thomas Nørgaard.

Sønderjyske lå under den seneste landsholdstermin under nedrykningsstregen i Superligaen efter to nederlag i træk mod AaB og FC Nordsjælland.

Søndag fik sønderjyderne så en succesoplevelse i form af en sensationel sejr over de forsvarende mestre fra FC Midtjylland. Cheftræner Thomas Nørgaard åbnede efter kampen op for, at han skulle have grebet de to forrige kampe anderledes an.

- Efter runde ni havde vi otte point, og det lå nogenlunde inden for den skive, som vi kunne forvente af os selv. Så spillede vi et par kampe, hvor jeg måske er den, som fik os lidt for langt væk fra det, som vi havde været gode til, sagde han til TV 2 Sport.

Du siger, at du fik jer væk fra sporet. Hvad var det, som du ikke gjorde ordentligt dér?

- Det er nogle gange små nuancer. Når man beder spillere om at ændre noget, som kan virke nemt for os trænere, kan være meget sværere for spillerne at håndtere.

- Vi ville mod AaB tidligere i bagrum og rammer ikke ligeså mange korte pasninger i vores opbyggende spil. Det gjorde, at det var en kamp, hvor vi primært gjorde det og forsvarede skidt individuelt i nogle omgange.

Sønderjyske kom foran med et 1 og 2-0 på mål af Lirim Qamili. Her jubler holdet over Alexander Lyngs sejrsmål til 3-1. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

- I kampen mod FC Nordsjælland var det tydeligt for enhver, at vi stod med en lavere forsvarsblok. Der forberedte jeg ikke spillerne godt nok til at komme ud af den lave blok, og så blev det billedet på kampen. Det var ikke, fordi jeg bad dem om at ændre på alt, men nogle gange er det en træners opgave at simplificere ting. Den retning havde jeg brug for at få os tilbage til mod FC Midtjylland, siger Thomas Nørgaard.

Hver modstander har sin egen signatur

Thomas Nørgaard havde ros til sine spillere efter sejren i weekenden, da de viste, de kunne spille op mod de danske mestre. Han betragter også sejren som et rygstød for truppen frem mod de kommende kampe.

Næste opgave er mod Viborg, der er tre point foran Sønderjyske.

Selvom viborgenserne ligger i den nedre halvdel af rækken, bliver det ikke en nemmere opgave end mod de forsvarende mestre ifølge Sønderjyskes cheftræner.

- Hver modstander i den her række er pivdygtige. Hver modstander har sin egen signatur, og det skal vi finde ud af mod Viborg næste gang, siger Thomas Nørgaard.

Sønderjyske møder Viborg på udebane. Kampstart er klokken 16, og kampen kan ses på TV 2 Sport og TV 2 Play.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.