Mulig ulv filmet på aftentur ved kalvestald

Et ulvelignende dyr blev fredag aften fanget på kamera, da den besøgte en stald uden for Varde.

Wouter de Sain fik sig en overraskelse fredag aften, da en formodet ulv var forbi hans stald med kalve.

- Jeg kørte rundt med foder og så hen mod porten og fik øje på den. Der stod den så i 3-4 minutter og cirkulerede frem og tilbage, siger Wouter de Sain til TV SYD.

Imens andre har set dyret i området før, så er det første gang, at Wouter de Sain ser den ved sin ejendom, der ligger 10 kilometer fra Klelund Plantage, hvor et ulvepar, ifølge Miljøstyrelsen, har fået otte hvalpe denne sæson.

- Til sidst gik den udenfor, og jeg gik selv ned til porten, hvor den stod fem meter fra mig. Da den så fik øje på mig, så rendte den afsted ud i marken, og så så vi den ikke mere. 

Selvom flere ungkvæg i starten af august blev fundet døde eller skambidt på en mark ved Blåvandshuk, af hvad der formodes at være et ulveangreb, så frygter Wouter de Sain ikke for sine kvæg.

- Jeg tror ikke, at den går helt ind i bygningen og tager et dyr. Der er lys. Det er ikke noget, jeg er ræd for. Ellers skal de være noget sultne og desperate, siger Wouter de Sain.