Nyt forslag til linjeføring af højspændingsmaster

På baggrund af input fra borgerne kommer Energinet nu med et nyt forslag til linjeføring af højspændingsmasterne på vestkysten. Halvdelen af strækningen ændrer sig med det nye forslag.

De efterhånden noget udskældte højspændingsmaster, der skal sættes op fra Holstebro til grænsen, får måske en anden linjeføring, end der først var lagt op til. Energinet har i dag offentliggjort et forslag til en ny linjeføring for den nordlige del af projektet. 

Samlet set bliver genen dog kun mindre for syv husstande. Til det tal skal lægges syv lodsejere, der har fået tilgodeset et ønske om at bo så tæt på masterne, at de opnår et købstilbud fra Energinet.

Desuden er antallet af husstande, der bor mellem 80-280 meter fra den nærmeste ledning, faldet fra 180 til 165.

– Vi har arbejdet efter, at det nye forslag samlet set giver færre ulemper for borgerne og tager flere individuelle hensyn end det oprindelige forslag. Det, synes jeg, er lykkedes mange steder, siger Christian Jensen, projektleder på Vestkyst-strækningen for Energinet.

I dialog med borgerne

Det nye forslag kommer, efter at Energinet i september opfordrede de 1.900 berørte borgere til at sende bemærkninger til det nye linjeføringsforslag og inviterede dem til dialogmøder.

225 kommentarer relaterede sig til strækningen Endrup-Idomlund, som er den strækning, der nu i første omgang er blevet justeret.

Ifølge Christian Jensen har Energinet dog ikke kunnet undgå, at enkelte borgere nu får ledningen tættere på deres bolig, end de ville have fået med det oprindelige forslag.

- Det er baggrunden for, at vi i dag har skrevet til netop dem, som bliver påvirket af ændringerne, og bedt om deres reaktioner på det nye forslag, før vi lægger sidste hånd på forslaget til linjeføring.

Endeligt forslag til Miljøstyrelsen

Når fristen for bemærkninger til det nye forslag udløber 6. december 2019, fastlægger Energinet et endeligt forslag til linjeføring. Det sendes til Miljøstyrelsen, som vil miljøbehandle projektet, og i løbet af næste år sendes det i offentlig høring. Her har borgerne igen mulighed for at kommentere linjeføringen.

Den sydgående stræknings justerede linjeføring meldes ud i januar 2020.