Svært at gøre noget ved massive trafikproblemer i vesterhavsby

Der er i disse uger massiv trafik gennem hovedstrøget i Blåvand, og det skaber kø på vejene nær vesterhavsbyen. Erhvervsformand glæder sig over turisterne, men siger, at det er svært at gøre noget ved trafikpropperne.

Der er ekstraordinært meget trafik i Blåvand i år.

Da der denne lørdag var storeskiftedag i sommerhusene, opstod der hurtigt lange køer på vejene til og fra den lille by ved Vesterhavet. Det skyldes blandt andet, at flere danskere i år vælger at holde ferien herhjemme. 

quote

Vi er rigtig glade for, at gæsterne søger os, men vi er da lidt kede af, at de har udfordringer med at komme hertil.

Torben Krog, formand for Blåvand-Ho Erhvervsforening

Et faktum, som de lokale erhvervsdrivende har svært ved at være kede af. 

- Lørdag i højsæsonen er altid trafikbelastet, men danskerne har i højere grad valgt os til som feriedestination i år. Vi er rigtig glade for, at gæsterne søger os, men vi er da lidt kede af, at de har udfordringer med at komme hertil, siger Torben Krog, der er formand for Blåvand-Ho Erhvervsforening.

Torben Krog er formand for Blåvand-Ho Erhvervsforening. Han hilser de mange turister velkommen.
Torben Krog er formand for Blåvand-Ho Erhvervsforening. Han hilser de mange turister velkommen.
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

Forsøg på at minimere trafikgener

Den massive trafik i Blåvand har længe været et omdiskuteret emne.

Ikke mindst for de 400 fastboere i byen, som blot må leve med, at trafikken bliver værre og værre i takt med, at der bygges flere ferieboliger.

Dem har Torben Krog stor respekt for, og han fortæller, at der bliver gjort forsøg på at minimere generne. 

- Vi har sammen med Varde Kommune haft fokus på trafikproblemet i nogle år efterhånden. Nu afprøver vi den lysregulering, der er kommet i byen, og ser om den gør noget godt, siger han.

- Der ligger forskellige forslag, som har været oppe at vende. Blandt andet en nødvej, som ligger helt ud til det militære område. Men at forestille sig, at den bliver tosporet og asfalteret, og at man kan få militæret til at afstå det areal, er ikke særlig sandsynligt, siger Torben Krog.