Tirpitz mister 200 p-pladser på grund af firben

Over 200.000 besøger Tirpitz-museet i Blåvand hvert år. Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den populære turistattraktion i Blåvand mister 200 parkeringspladser. Naboklager og et fredet markfirben har fået Planklagenævnet til at kende lokalplanen ugyldig.

Over 200.000 besøger Tirpitz-museet i Blåvand hvert år. Men nu bliver det sværere at finde en parkeringsplads ved den populære turistattraktion, efter flere naboer har klaget. 

Museet mister en parkeringsplads på 200 pladser. Planklagenævnet kender både lokalplanen og kommuneplantillæg for ugyldigt, som et flertal vedtog i Varde Byråd i juni 2022.

- Der er rigtig mange mennesker, der er involveret i det her. Og at der bliver begået fejl, det kan alle mennesker jo gøre. Så tager vi den derfra, siger Claus Kjeld Jensen, direktør for Vardemuseerne. 

Fredet område

Det er ikke de parkerede biler, der er problemet, men stien fra pladsen til museet. Den går gennem et fredet klitområde, hvor det sjældne og beskyttede markfirben lever. 

Afgørelsen er ifølge Planklagenævnet truffet, fordi Varde Kommune ikke har undersøgt påvirkningen af klitfredet natur. 

Det har kommunen undladt med den begrundelse, at den klitfredede natur ikke er en del af lokalplansområdet for parkeringspladsen. 

Sådan ser den omstridte parkeringsplads ud, der skaber kaos.

- Planklagenævnet finder, at den miljøvurdering, som er gennemført i forbindelse med Varde Kommunes endelige vedtagelse af kommuneplantillæg og lokalplan, lider af en væsentlig retlig mangel, da miljøvurderingslovens minimumskrav ikke er opfyldt, skriver klagenævnet til JydskeVestkysten. 

Klager fra naboer

Siden museets åbning i 2017 har ni af naboerne klaget over kommunens lokalplan. For manglen på pladser har plaget dem længe.

Der kommer 200.000 besøgende om året, og der er kun parkeringspladser til 70.000 besøgende, hvilket har skabt parkeringskaos. 

- Når det går allermest hedt til, så er der 120 biler herhenne om dagen, udtalte Gert Christiansen, der er nabo til parkeringspladsen, til TV SYD i 2019. 

Varde Kommune håber på at kunne få en dispensation til at bruge den omstridte parkeringsplads i seks uger henover højsæsonen. Kommunen er nu i gang med at undersøge, hvilken vej man skal lede gæster til og fra museet i den periode.

Psykisk syg voldsmand bag kælder-overfald har fået sin dom

Anklageren ønskede en psykisk syg voldsmand anbragt på en særligt sikret afdeling. Det bakkede forsvareren og Retten i Kolding op om. Foto: Stefan Jørgensen, TV SYD
Udgivet

2. juledag overfaldt 25-årig mand en tilfældigt udvalgt kvinde i en vaskekælder. Efter en række sager om vold og trusler fik han i dag sin dom.

En 25-årig mand blev mandag ved Retten i Kolding dømt til anbringelse på en sikret afdeling. Det sker, efter han 2. juledag fulgte efter den 20-årige Lærke Lomholt ned i en vaskekælder midt i Vejle. Her slog, sparkede og trampede han på den 20-årige, som han ikke kendte i forvejen.

I retten nægtede han sig skyldig. Men anklageren afspillede en optagelse af, at han havde ringet til politiet senere samme aften, hvor han spurgte, om der var anmeldt et overfald på en pige.

Jeg var nødt til at skade hende. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle gøre det

Psykisk syg mand, som er dømt for vold

- Jeg har lige overfaldet en pige for en time siden, nede i en vaskekælder her i Vejle. Jeg overfaldt hende bare. Jeg havde ingen problemer med hende, jeg kendte hende ikke. Folk bliver ved med at lyve, jeg var så vred. Jeg var nødt til at overfalde hende ... Jeg var nødt til at skade hende. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle gøre det. Jeg gav hende lidt over 10 spark i ansigtet i hvert fald. Jeg har blod på jakken, sagde han blandt andet til politiet.

Det fremgik også i retten, at han havde overvejet, om han skulle lade sin vrede gå ud over et barn.

På fri fod efter dom

Allerede i september 2023, tre måneder tidligere, var han i en anden retssag dømt til anbringelse. Men det var ikke lykkedes Vejle Kommune at finde et bosted, som kunne huse ham, så derfor var han på fri fod 2. juledag.

Mandag var han også tiltalt for fire andre tilfælde af vold og trusler, som han har begået, mens han var varetægtsfængslet på først Psykiatrisk Afdeling i Vejle og siden på Retspykiatrisk døgnafsnit i Middelfart.

Tre af disse forhold tilstod han i retten. Han forklarede blandt andet, at han var blevet vred over, at en medarbejder ville bestemme, hvornår han måtte ryge. Ved tidligere afhøringer har han forklaret, at han hørte stemmer, som beordrede ham til at gøre noget grimt.

Ventede på mentalundersøgelse

En tydeligt rystet Lærke Lomholt, som TV SYD har interviewet, fortalte i retten, at hun stadig lider under overfaldet. Udover de psykiske mén har hun svært ved at gå ordentligt, hun har haft mareridt, og hun har måttet droppe ud af sin uddannelse til social- og sundhedsassistent.

Hun havde set frem til at få sat en slags punktum for sagen, som har afventet, at gerningsmanden blev mentalundersøgt. Han har siden foråret boet på Kofoedsminde i Rødby.

Det er en højtspecialiseret sikret institution for voksne domfældte udviklingshæmmede, som har begået personfarlig kriminalitet.

Her kan han eventuelt blive boende. For dommen lyder på, at han anbringes i en institution for personer med vidtgående psykiske handicap. Der er ikke fastsat en udløbsdato for denne foranstaltning.

Skal valgplakaterne droppes? Byrødder er uenige

Udgivet

Der er delte meninger om Konservatives forslag om at droppe valgplakaterne

Ugerne op til kommunalvalget i Vejen Kommune 18. november 2025 kan blive uden valgplakater i lygtepælene.

I hvert fald hvis det står til byrådsmedlem, Mike Straarup, fra Konservative.

Han har stillet et forslag om at afskaffe valgplakaterne, som byrådet skal drøfte tirsdag.

Det har han ud fra et klimahensyn, og han håber at kunne få alle de andre partier med på idéen.

Da ophængning af valgplakater allerede er tilladt jævnfør privatvejloven og vejloven, kan byrådet ikke egenhændigt forbyde valgplakater.

Så aftalen vil ikke kunne være juridisk bindende - det er en hensigtserklæring.

Delte meninger

Socialdemokratiets Jørgen Thøgersen er ikke lun på forslaget, og han forventer, at det bliver en lang snak i byrådet tirsdag.

- Jeg kan slet ikke se, vi skal lave en aftale. Hvad med alle de mindre partier, der ikke sidder i byrådet? De skal have en platform, hvor de har mulighed for at profilere sig. Måske har Konservative allerede opnået det, de ville og fået noget omtale. Så jeg tror, vi kan sige, at valgkampen er skudt i gang.

- Det er en rigtig fed idé, for så vi slipper for al det affald. Vi er indstillet på at droppe det i hele kommunen, men ikke hvis alle ikke gør det. Vi er åbne for forslaget, og hvis alle kan give håndslag på det, så er det interessant, siger Danske Folkepartis Nils Brøndumbo.

Konservative får også opbakning fra den anden side af byrådssalen - hos Allan Thomsen fra Socialistisk Folkeparti (SF).

- Det, synes jeg, er en god idé. Jeg synes, tiden er løbet fra valgplakaterne. Der er mange andre måder at få budskabet ud. Valgplakaterne har et klimaaftryk, og det kunne være rart at eliminere, siger Allan Thomsen.

Men vil det ikke - som Socialdemokratiet siger - blive sværere for de små partier at blive eksponeret?

- Det er også korrekt. Nogle har flere midler til at hænge bannere op ved vejene og så videre. Men isoleret set på valgplakater, så er der andre måder at gøre opmærksom.

Vagn Sørensen fra Venstre ønsker ikke at udtale sig om forslaget.

- Den gemmer jeg til byrådssalen i morgen, siger han.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.