50 så månen fra Jels

Omkring 40-50 syd- og sønderjyder mødtes mandag morgen på Orion Planetariet i Jels for at se den totale måneformørkelse.

Måneformørkelsen var total, da 40-50 syd- og sønderjyder tidligt mandag morgen mødtes i Orion Planetariet i Jels.

- Der var lidt dis, men ellers havde vi en fin udsigt, fortæller planetarieleder Lars Petersen til TV SYD. Planetariet åbnede ekstraordinært klokken 2.30 tidligt mandag morgen, hvor interesserede kunne mødes og se måneformørkelsen sammen.

- Vi fik snakket om andre ting også, men folk var for eksempel interesserede i, hvorfor Jordens skygge ikke stod skarpt på månen, fortæller Lars Petersen.

Forklaringen på det fænomen er Jordens atmosfære. Når lyset passerer igennem atmosfæren spredes og bøjes det. På den måde bliver skyggen uskarp og kun de lange røde lysbølger kastes ind mod Månens overflade. Derfor får Månen også en rødlig farve.

Det særlige ved morgenens måneformørkelse er, at Månen netop nu er særlig tæt på Jorden, og der går 33 år, før vi igen har en måneformørkelse, hvor Månen er ligeså tæt på Jorden.

Man behøver dog ikke fortvivle, hvis man gik glip af morgenens totale måneformørkelse. Om knap tre år har man igen chancen for at opleve en total måneformørkelse i Danmark. Mere præcist mellem kl. 20.30 og 23.13 den 27. juli 2018. Her er måneformørkelsen total, og med lidt held kan man igen se en rød måne på himlen.