Kan du genkende denne kiosk-røver?

Syd- og Sønderjyllands Politi håber på hjælp til opklaringen af et forsøg på røveri mod en kiosk i Holsted.

Politiet har udsendt en efterlysning med foto fra kioskens video-overvågning. Politiet håber, det kan lede til opklaringen af et forsøg på røveri mod Stationskiosken, Storegade 40 i Holsted, tirsdag i sidste uge.

Røveriet blev forsøgt kort før klokken 21. Her truede den ukendte gerningsmand personalet med en kniv. Han var maskeret med en sort maske med huller til øjnene. 

Inden røveriet så flere vidner tre mistænkelige personer nær Stationskiosken. To sad på bænken foran graverkontoret. Den tredje person stod ved indkørslen til kioskens parkeringsplads. Politiet er ikke sikre på, at de tre overhovedet har noget med røveri-forsøget at gøre - men vil gerne høre fra dem. Måske har de set noget, der er relevant for efterforskningen og under alle omstændigheder for at udelukke, at de har noget med røveriet at gøre.

Efterlysningen blev udsendt tirsdag  - og onsdag morgen oplyser vagtchef Henrik Sønderskov, Syd- og Sønderjyllands Politi, at der ikke i nattens løb er sket anholdelser i sagen.

Røvers signalement

  • Mand
  • Spinkel til almindelig af bygning
  • Iført mørkeblå trøje med hvid lynlås foran i hele trøjens længde og hvidt logo på venstre side af brystet
  • Iført mørke bukser med hvidt logo på venstre lår
  • Iført mørke sko
  • Var maskeret med en sort maske med huller til øjnene