Politiet efter mange brande i nattens løb: Det er ufatteligt

Afbrændingsforbuddet bliver fortsat overskredet. Politiet sidder tilbage med hovedrysten.

Brand efter brug af ukrudtsbrænder, ild i stegepande og brand i en stjålet bil. Årsagerne er meget forskellige til nattens brande.

Torsdag ved 21-tiden rykkede Syd- og Sønderjyllands Politi samt Brand & Redning ud til en brand i Nørregade i Vejen.

- Man tror, det er løgn. Men han bliver sigtet for overtrædelse af Beredskabsskabsloven – for at bruge en ukrudtsbrænder, siger vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Henrik Sønderskov, til TV SYD.

quote

Det er ufatteligt at folk kan finde på det. Man skal jo ikke se sig ret langt omkring, for at se, hvor galt det kan gå.

Henrik Sønderskov, vagtchef, Syd- og Sønderjyllands Politi

Kort før midnat var den gal igen – med tre brande indenfor et kvarter. En mejetærsker gik i brand ved Neder Åstrup, på Tøndervej i Vojens gik der ild i en stegepande og på Mellemhave nær Sommersted gik der ild i en dieseldrevet kompressor.

Klokken 00.30 gik turen videre til en kælderbrand på Vidågade i Tønder. Her er årsagen fortsat ukendt. Endelig var der ved 4-tiden natten til fredag brand i en bil i Nr. Nebel.

- Det er et stjålet køretøj. Så sandsynligheden for at branden er påsat er til stede. Men det har vi ikke fastlagt endnu, forklarer vagtchefen.

Kollegerne hos Sydøstjyllands Politi har sammen med Brand & Redning slukket flere bål i nattens løb. Her oplyser vagtchefen, at folk heldigvis også er gode til at anmelde, når de ser, at der bliver tændt op hos naboen eller i nærheden. 

Men politiet sidder tilbage med hovedrysten.

- Det er ufatteligt at folk kan finde på det. Man skal jo ikke se sig ret langt omkring, for at se, hvor galt det kan gå, slutter vagtchef Henrik Sønderskov hos Syd- og Sønderjyllands Politi.